Dansk Adidas-boss fortsætter udrensning i støvet direktion
Kasper Rørsted har fyret endnu et medlem af Adidas' direktion.
Adidas' danske chef Kasper Rørsted, der overtog topposten oktober sidste år, fortsætter med at sætte sit hold i den tyske koncern.
Rørsted har sendt endnu et Adidas-koryfæ på porten og forfremmet firmaets chef for Vesteruopa, Gil Steyaert, til Adidas' globale driftsdirektør, mens HR-direktør Karen Parkin er blevet indlemmet i koncernledelsen.
Gil Steyaerts forfremmelse sker på bekostning af Glenn Bennett, der har været en del af Adidas' direktion i 20 år, skriver Reuters.
Det er bare få måneder siden, at Kasper Rørsted skiftede endnu en gammel traver i koncernen ud.
Ud røg kassemester Robin Stalker, der i 16 år havde tjent ved siden af Adidas' tidligere CEO Herbert Hainer, og ind kom Harm Ohlmeyer som ny finansdirektør.
Adidas-aktien er steget omkring 60 pct. på et år, men selskabets lønsomhed halter stadig langt efter klassens duks, amerikanske Nike.
Adidas' driftsmargin roder ifølge Morningstar rundt omkring 8 pct., mens Nikes er på ca. 14. pct.


