USA overvejer forbud mod bærbare computere på fly fra Europa
SAS følger udviklingen tæt.
Tilbage i marts indførte USA et forbud mod, at flypassagerer på flyvninger fra 10 lufthavne i otte hovedsageligt muslimske lande kunne tage deres bærbare computere og tablets med ombord.
Nu overvejer USA’s ministerium for indenlandsk sikkerhed at udvide forbuddet til også at gælde flyvninger fra Europa.
Det skriver bl.a. Reuters og The New York Times.
Forbuddet kom på plads, efter at amerikanske efterretninger lød på, at Islamisk Stat var i gang med at udvikle en bombe, som kunne gemmes i bærbare elektroniske enheder.
Ifølge The New York Times er det den samme frygt, som nu får myndighederne til at overveje at udvide forbuddet. De frygter ifølge avisen bl.a., at ekstremister via en flyforbindelse fra Europa kan omgå det nuværende forbud.
»Vi vil sandsynligvis udvide restriktionerne,« siger David Lapan, talsmand for ministeriet for indenlandsk sikkerhed, til The New York Times.
Et forbud, der kan ramme SAS, som i øjeblikket har 44 ugentlige flyvninger direkte fra Danmark til seks forskellige lufthavne i USA. Her vil man dog ikke tage sorgerne på forskud.
»Det er vigtigt at understrege, at forbuddet endnu ikke er vedtaget. Vi følger situationen meget nøje og forbereder os på, hvordan vi skal håndtere det, både internt og i forhold til kunderne, hvis forbuddet bliver udvidet,« siger Randi Baasch, talsperson hos SAS.
Storbritannien har et lignende forbud på flyvninger fra Tyrkiet, Lebanon, Jordan, Egypten, Tunesien og Saudi-Arabien.


