Erhverv

SimplyJob vil lade dig søge job med bare ét swipe

Den danske startup-virksomhed har allerede lukket aftaler med en række selskaber og har jobopslag i mange lande.

Rasmus Ulveman er direktør i og medstifter af den nye jobsøgningsplatform SimplyJob, der forventer at omsætte for to mio. kr. om måneden inden årets udgang. Foto: SimplyJob

Forestil dig at søge job blot med ét enkelt swipe på din smartphone.

Slut med at lave udførlige ansøgninger og målrette CV'et den arbejdsgiver, du søger job hos. Lidt ligesom arbejdsmarkedets svar på Tinder.

Det er, hvad folkene bag virksomheden SimplyJob netop har skabt, og efterspørgslen er tilsyneladende rigtigt stor. Således opretter 400 nye brugere sig lige nu dagligt på SimplyJobs app, og inden juni håber virksomheden at mindst 400 jobs har været slået op på app'en.

»Mange virksomheder har ikke brug for en lang og pæn ansøgning, når de søger medarbejdere til jobs som flaskedreng eller telefonsælger. Derfor har vi lavet en platform, hvor virksomhederne hurtigt og nemt kan komme i kontakt med den målgruppe, de søger,« siger Rasmus Ulveman, direktør i og medstifter af SimplyJob.

Han fortæller, at SimplyJob allerede har lukket aftaler med virksomheder som Just Eat, Nybolig, Telmore, Red Barnet og Plenti. De forskellige virksomheder lægger tilmed jobopslag op, som ikke kun besættes i Danmark, men derimod også i en lang række lande verden over.

SimplyJobs platform fungerer på den måde, at man opretter en bruger, hvorefter man kan søge op til tre jobs om dagen ved at swipe til højre på de pågældende jobs. Samtidig kan jobansøgeren vedlægge en videopræsentation.

Derefter får virksomheden, der søger nye medarbejdere en mail med jobansøgerens relevante oplysninger, altså navn, billede, alder, uddannelsesniveau, CV og kontaktoplysninger. Så er processen derfra i virksomhedens hænder.

SimplyJob forretningsmodel er, at de opkræver 29 kr. fra en virksomhed, hver gang de har modtaget en jobansøgning gennem dens platform.

Inden året er omme, forventer SimplyJob at have en månedlig omsætning på to mio. kr., fortæller Rasmus Ulveman, der på sigt håber, at SimplyJob kan udfordre en stor spiller som Jobindex på markedet for jobsøgning.

»Jeg tror på, at det kan lade sig gøre at blive en størrelse, hvor vi bliver blandt de førende i markedet. Men det er meget svært at spå om, når man har med en ekspansiv størrelse at gøre, som vores virksomhed jo er lige nu,« siger han.

Blandt medejerne i SimplyJob er Mads Paaskesen, der har haft succes med virksomheden PL & Partners, som arbejder med Facebook-marketing. Derudover er Mathias Mønsted, der er én af mændene bag virksomheden Too Good To Go, også medstifter af SimplyJob.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også