Erhverv
0

Normal fordobler omsætningen - åbner massevis af nye butikker

Butikskæden Normal har ingen problemer med at tjene penge trods heftig ekspansion.

Normal har 78 butikker rundt om i landet og åbner snart sin første butik i udlandet. Foto: Lise Balsby.

Modemilliardær Anders Holch Povlsens butikskæde Normal havde et vildt 2016.

I løbet af året fordoblede den hurtigtvoksende butikskæde sin omsætning og leverede samtidig et tocifret millionoverskud. Det viser et nyt årsregnskab.

Normal, der parallelimporterer mærkevarer fra andre EU-lande, omsatte for 665 mio. kr. og fik et overskud på 11,8 mio. kr. efter skat. Dermed formåede butikskæden at tjene penge på trods af, at den i løbet af året åbnede 51 nye butikker.

»Årets resultat er tilfredsstillende, ikke mindst set i lyset af den kraftige ekspansion med deraf følgende opstartsomkostninger, afskrivninger, vækst i organisationen og investeringer i nye it-systemer,« skriver Normal-ledelsen i det nye regnskab.

Normal blev stiftet i 2013 af Torben Mouritsen og Bo Kristensen. Nøgleordet bag butikskædens succes er såkaldt parallelimport. Det vil sige, at Normal køber varer fra EU-lande med et lavere købekraftindeks, importerer dem til Danmark og sælger dem til en pris, der i visse tilfælde er væsentligt lavere end hos konkurrenterne.

Konceptet er så populært blandt danskerne, at Normal på ganske kort tid er gået fra ingenting til mange millioner - og nu har 78 butikker rundt om i landet. Samtidig planlægger Normal at åbne sin første butik i Norge om kort tid.

Den massive succes fik i 2014 mangemilliardæren Anders Holch Povlsen, der ejer Bestseller-koncernen, til at købe 25 pct. af aktierne i Normal for et ukendt millionbeløb. Han har siden købt op i kæden og er i dag majoritetsaktionær med en aktieandel på over 65 pct.

Resten af aktierne i selskabet ejer de to stiftere, Torben Mouritsen og Bo Kristensen, og formand Jan Dal Lehrmann, der var den første eksterne investor til at skyde penge i Normal.

Normal forventer at åbne adskillige nye butikker i Danmark i år, dog i et lidt lavere tempo. Det fortalte direktør og medejer Torben Mouritsen tidligere på måneden til Finans.

»Vi skal kæmpe mere for de gode placeringer i de gode byer, så vi kommer ikke til at kunne åbne 51 nye butikker i år, som vi gjorde i fjor. Vi når op på ca. 15 i Danmark. Der er fortsat plads til mange flere, men vi gør os umage med at finde de rette lejemål,« sagde Torben Mouritsen og understregede, at Normal er godt dækket ind i en lang række af de danske provinsbyer.

»Nu handler det især for os om at få mange butikker i København og hovedstadsregionen,« sagde han.

BRANCHENYT
Læs også