Fortsæt til indhold

Møbelkæde gik konkurs: Svoger og tidligere ansat åbner nyt møbelfirma

Møbelkæden 123 Lagersalg gik konkurs med milliongæld og utilfredse kunder. Nu har ejerens svoger åbnet en lignende forretning.

Den danske møbelkæde 123 Lagersalg gik konkurs med en samlet gæld på 10 mio. kr. Screenshot.
Erhverv

Den konkursramte lavprismøbelkæde 123 Lagersalg, der for fire måneder siden gik ned med et brag, har fået en efterfølger med samme koncept.

Svogeren og en tidligere ansat til 123 Lagersalgs ejer, Henning Klausen, har i Aabenraa åbnet en ny forretning, der minder om den konkursramte møbelkæde. Det skriver Jydske Vestkysten.

Jysk Sofa Outlet Danmark hedder forretningen, som Benny Lau Andersen står bag. Han er gift med Henning Klausens søster og var ansat i 123 Lagersalg, som gik konkurs med en gæld på omkring 10 mio. kr.

Med sig i Jysk Sofa Outlet har han taget en anden tidligere 123 Lagersalg-medarbejder.

Den nye møbelforretning drives efter samme koncept som 123 Lagersalg. Forretningen sælger lavprismøbler, som bliver købt fra samme sted i Polen. Men ejer Benny Lau Andersen forsikrer, at Henning Klausen ikke er involveret i den nye forretning.

»Jeg har ikke noget med ham at gøre. Forretningen er min egen virksomhed, men det er rigtigt, at jeg har lavet samme koncept,« siger Benny Lau Andersen til Jydske Vestkysten.

Han afviser samtidig at blive sat i forbindelse med 123 Lagersalg.

123 Lagersalg havde seks butikker rundt om i landet. De lukkede alle, da kæden for fire måneder siden gik konkurs efter et stort millionunderskud, rod i regnskabet og en betydelig gæld til Skat.

Konkursen efterlod en masse danske kunder med varer, som de helt eller delvist har betalt for, men endnu ikke har modtaget. De risikerer, at deres penge er tabt.

Ejer og direktør Henning Klausen stiftede få måneder før konkursen et andet selskab, 123 Erhverv ApS. Også dette selskab er taget under konkursbehandling.

På sin hjemmeside har 123 Lagersalg skrevet en vejledning til kunder, som måtte have et tilgodehavende i kæden.

Artiklens emner
Møbelindustrien