Erhverv

Uffe Jakobsen har skabt en formue ved åen i Aarhus

I en branche præget af dårlig økonomi formår Uffe Jakobsen at tjene gode penge på sine restauranter.

Tidligere fodboldspiller Uffe Jakobsen ejer en række kendte restauranter og caféer ved åen i Aarhus. Foto: Ida Munch

Går man en tur langs åen i den centrale del af Aarhus, er det svært ikke at støde på en restaurant eller café, der er ejet af Uffe Jakobsen.

Den tidligere professionelle fodboldspiller i Esbjerg og AGF driver nemlig en række restauranter ved åen sammen med sin kone Inge, og det er de seneste år blevet en ganske god forretning. Senest gav fire ud af deres fem restauranter overskud i 2016.

Resultaterne efter skat i Uffe Jakobsens fem restauranter i 2016:

  • Restaurant Grappa: 2,4 mio. kr.
  • Café Viggo: 2 mio. kr.
  • Römer Brunch & Bistro: 1,9 mio. kr.
  • Grappa al Porto: 0,1 mio. kr.
  • Grappa Piccolo: -0,02 mio. kr.

Et nyt regnskab fra selskabet Viggo Holding, der står bag restauranterne, viser samtidig en indtjening i 2016 på 4,6 mio. kr. efter skat, og samlet set har Viggo Holding haft et samlet overskud på 16,5 mio. kr. de seneste tre år.

Det har fået egenkapitalen i Viggo Holding, som ejes 100 pct. af Uffe Jakobsen, til nu at være på næsten 19 mio. kr. Det er en stigning på 2.600 pct. siden 2006, hvor egenkapitalen var på 0,7 mio. kr.

Uffe Jakobsen
  • Bosiddende i Højbjerg, men er født og opvokset i Lunde ved Varde.
  • Tidligere professionel fodboldspiller i Esbjerg og AGF i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne. Spillede 85 kampe for Esbjerg og 68 kampe for AGF.
  • Han sidder nu i Aarhus Elites bestyrelse og ejer restauranterne Café Viggo, Römer Brunch & Bistro, Restaurant Grappa og Grappa al Porto, som han driver sammen med sin kone Inge Jakobsen.
  • Fra januar 2017 blev Grappa Piccolo lagt sammen med Römer Brunch & Bistro.

Meget godt gået i en branche, hvor konkurser og dårlig økonomi nærmest er hverdagskost. Den økonomiske situation i Viggo Holding bliver da også betegnet som »tilfredsstillende« i det seneste regnskab.

Nøgletal i Viggo Holding de seneste fem regnskabsår:

Mio. kr. 2012 2013 2014 2015 2016
Resultat efter skat 1 3,1 6,6 5,3 4,6
Egenkapital 6,1 9,1 10,5 14 18,6

Finans har ønsket at tale med Uffe Jakobsen om den gode udvikling i hans restaurantimperium, og hvad planen er i de kommende år. Men Uffe Jakobsen har ikke ønsket at medvirke.

Tilbage i 2014 talte Jyllands-Posten dog med Uffe Jakobsen om succesen, og da åbnede han op omkring, hvorfor hans restauranter klarer sig godt, når så mange andre halter i branchen.

»Jeg har svært ved at svare på, hvorfor vores forretning kører bedre end så mange andres. Nogle kommer måske ind i branchen med en romantisk forestilling om, at resultaterne kommer hurtigt og uden hårdt arbejde,« sagde han.

Han og konen Inge er ikke kommet sovende til de imponerede resultater, og derfor har han også en favoritsætning, et motto af en slags.

»Med vilje kommer dygtighed, og med dygtighed kommer held,« sagde Uffe Jakobsen i 2014.

I begyndelsen af 1990'erne stoppede Uffe Jakobsen sin fodboldkarriere efter en drilsk skade i sit venstre baglår, en række operationer og flere desperate forsøg på et comeback til fodboldbanen.

Så han skulle finde noget andet at lave, og hele stemningen omkring restaurationsbranchen tændte ham. Det var en branche med puls, og man kunne se, når kunderne var glade.

Han slog derfor til, da han sammen med hustruen Inge, som han mødte nogle år efter skaden, fik chancen for at få lokaler ved den netop fritlagte å i centrum af Aarhus i 1995.

Han havde smittet hende med sin begejstring for restaurationsbranchen, og de havde undersøgt stedet ved åen og var sikre på, at det var det helt rigtige. Et år senere åbnede Café Viggo som den første af sin slags ved åen. Caféen blev ifølge Uffe Jakobsen en succes fra begyndelsen.

Siden er en række andre restauranter kommet til, og fælles for dem alle er deres bevidste beliggenhed ved åen i Aarhus.

BRANCHENYT
Læs også