Fortsæt til indhold

Ikea sender 1.000 spioner ind i folks hjem - derfor ved de alt om dig

Hvordan finder varehuset ud af, hvordan den næste reol eller stol skal se ud? Ikea ansatte flytter ind hos almindelige familier fra New York til Shanghai.

Hvor spiser du din mad? I køkkenet, i spisestuen eller foran tv? Det ved Ikea, fordi 1000 ansatte hvert år flytter ind og observerer kunder i deres egne hjem. Foto: AP Photo/Markus SchreiberMarkus Schreiber
Erhverv

Hvis man rigtig vil finde ud af, hvordan folk bruger deres hjem, må man flytte ind sammen med dem. Og observere dem fra morgen til aften.

Det gør omkring 1.000 Ikea-ansatte hvert år for at forbedre og finde nye produkter til varehusene.

Og hvad finder de så ud af? For eksempel at 35 pct. af kunderne aldrig spiser deres mad i køkkenet, viste rapporten fra 2015. Og den information har Ikea brugt til at udvikle møbler til andre af boligens rum, som man kan spise ved.

»Flere og flere flytter til de store byer og bor på mindre plads. Vi bevæger os derfor væk fra, at en bolig er opdelt i rum med kun ét formål. Det, at have et værelse til kun nat spise i, se tv i eller arbejde i, hører fortiden til. Vi spiser ikke længere kun i ”spisestuen”. Vi spiser i hele lejligheden,« lyder det i Ikea’s Home Report fra 2015, skriver USAToday.

Hvert år sender Ikea 1.000 ansatte ud og bor hos rigtige familier for at finde ud af, hvad kunderne virkelig har behov for. De følger, hvordan beboerne gør sig klar til at gå på arbejde, hvordan de spiser og underholder venner på besøg.

De observerer dem, når de laver mad, klarer vasketøjet og spørger dem, hvor de opbevarer deres gryder og pander. De spionerer endda på, hvordan de bruger deres badeværelser.

Det sker især i storbyer som New York, London, Paris og Shanghai, hvor der ofte er trangt i lejlighederne og hvor værelserne har flere funktioner.

»Kunderne efterspørger selvfølgelig billige løsninger, men denne form for research giver os en ide om, hvad folk efterspørger og bruger oftest,« siger Ikea’s talsmand Joseph Roth til USAToday.

Udover de direkte observationer supplerer Ikea med svar på spørgeskemaer fra op til 12.000 personer ad gangen. Samt et væld af andre redskaber til produktudvikling.

Artiklens emner
Møbelindustrien
Ikea