Erhverv

Vil du springe ud som iværksætter? Her er fire råd

Iværksætterne Tommy Ahlers og Jakob Nordenhof Jønck giver råd til nye iværksættere.

Tommy Ahlers under GoRed 2016. Foto: Kennett Krebs. Jakob Nordenhof Jønck var med til at sælge Endomondo for mere end en halv milliard. I dag står han bag flere iværksættervirksomheder, bl.a. Simple Feast. Foto: PR-foto

Der er mange danskere, der går med en iværksætterdrøm i maven. Men ifølge en undersøgelse frygter mange at fejle, og derfor tør de ikke tage springet.

Torsdag d. 1. juni løber iværksætterkonferencen GoRed 2017 af stablen. Det er iværksætterne Tommy Ahlers og Jakob Nordenhof Jønck, der sammen med Søren Kristensen fra iværksættervirksomheden Athenas står bag konferencen. De slår et slag for bedre vidensdeling imellem iværksættere.

Her får du fire gode råd fra Tommy Ahlers og Jakob Nordenhof Jønck til at tage springet ud i iværksætteriet. 

Tommy Ahlers, der bl.a. er kendt fra DR-programmet "Løvens Hule," sidder som formand for regeringens iværksætterpanel, og står bag succesfulde start-ups som ZYB og Podio. Jakob Nordenhof Jønck var med til at skabe og sælge den danske løbe-app Endomondo, og har siden været i gang med en række iværksættervirksomheder.

  1. Hav en klar mission:
    »En klar mission giver styrke og modstandsdygtighed over for al den modstand du uundgåeligt møder. Hvis du har en mission, som gør en forskel for dig og for verden, vil man også kæmpe endnu mere for den,« siger Jakob Nordenhof Jønck.
  2. Team op med andre og vær ikke bange for at dele:
    »Der er mange fordele i at være flere sammen om at starte en virksomhed op. Udover at man komplementerer hinanden med forskellige evner, vil man også opleve, at det er lettere at holde energien og dampen oppe. Når man er to eller flere, kan de andre hjælpe dig, hvis du ikke helt er på toppen. Derfor er det også vigtigt, at man tør dele sine idéer. Det gør det lettere at få folk med ombord, når der ikke er så meget hemmelighedskræmmeri,« siger Tommy Ahlers.
  3. Tænk ikke på, hvad der kan gå galt
    »Hold fokus på hvad der skal til, for at det lykkes, og lad være med at tænke på, hvor det kan gå galt. Hvis du tænker på, hvad der skal til for at lykkes, kommer du også frem til løsninger på problemer, men hvis du fokuserer på det, der kan gå galt, jamen så går det ofte også galt,« siger Jakob Nordenhof Jønck.
  4. Prøv det af:
    »Det er ikke nok at snakke med sine venner og bekendte om en eller anden idé til en app. Man bliver nødt til at lave appen og teste den på brugerne for at se, om den matcher deres behov. Det gælder sådan set ligegyldigt, hvad din idé er. Få den testet på de brugere, som man regner med skal købe produktet,« siger Tommy Ahlers.
Læs også
Top job