Alan Nissen har solgt familiefirmaet efter 96 år
Landets største kapitalfond, Axcel, har slået kløerne i den familieejede milliardvirksomhed Nissens.
Efter næsten 100 års ejerskab af kølerkoncernen Nissens A/S har Alan Nissen og hans familie valgt at give slip på deres livsværk.
Alan Nissen har solgt aktiemajoriteten i kølerfirmaet til landets største kapitalfond, Axcel. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
Ifølge Børsen har Axcel betalt et beløb, der værdisætter Nissens til næsten 2 mia. kr. Dermed er Alan Nissen blevet mangemillionær på handlen.
»Efter snart 100 år i familiens eje er det en stor beslutning at sælge, men tidspunktet er nu det rette, og jeg har stor tillid til Axcel som samarbejdspartner, eftersom vi har kendt hinanden gennem mange år,« udtaler Alan Nissen i pressemeddelelsen.
Han fortsætter i bestyrelsen som næstformand og beholder samtidig en mindre aktiepost i selskabet.
Nissens A/S har hovedsæde i Horsens og omsætter for 1,4 mia. kr. årligt. I det seneste regnskabsår tjente virksomheden 80 mio. kr. før skat.
»Nissens har gennem en lang periode oplevet stor fremgang i både omsætning og indtjening. Virksomheden er blandt de førende på auto-eftermarkedet og global markedsleder inden for vind og dermed godt positioneret til fortsat at tage markedsandel. Derudover ser vi gode muligheder for at skabe vækst via opkøb,« udtaler Lars Cordt, partner i Axcel.
Nissens A/S har 1.200 medarbejdere på verdensplan og består af to forretningsenheder: Nissens Automotive, der producerer køler- og klimaprodukter til det automotive eftermarked, og Nissens Cooling Solutions, der producerer kølerudstyr til især vindmølleindustrien.
Selskabet blev grundlagt i 1921 af Alan Nissens oldefar og har været i familiens eje gennem fire generationer. Nu bliver det imidlertid en kapitalfond, der overtager styringen - og det er godt nyt, mener adm. direktør Mikkel K. Andersen.
»Med Axcel som ejer kan vi vedblive med at levere innovative og markedsledende løsninger inden for køleindustrien. Jeg ser på den baggrund frem til at fortsætte vækstsporet sammen med Axcel,« udtaler han.
Axcel ejer i dag 10 virksomheder, som tilsammen har en omsætning på ca. 9 mia. kr. og omkring 5.800 medarbejdere.

