Erhverv
0

Benzinkæde har delt sig op og lukket stationer - det giver bonus

Benzinkæden Uno-X, der har sat gang i en storstilet omstilling, er ude af flere års millionunderskud.

Uno-X har konverteret 87 af sine stationer til en ny kæde, Bonus.

Den norskejede benzinkæde Uno-X får igen noget ud af sine anstrengelser på det danske marked.

Efter to år med underskud er der igen plus på kontoen hos benzinkæden, der i det forgangne år tjente 27 mio. kr. efter skat. Det skete samtidig med, at Uno-X valgte at dele sig op i Danmark og etablere en ny benzinkæde under navnet Bonus.

Fremgangen hos Uno-X skyldes bl.a., at olieprisen i løbet af 2016 stabiliserede sig efter kraftige fald i årene før.

»Stigningerne i olieprisen har påvirket selskabet positivt med ca. 18 mio. kr., og den underliggende drift vurderes til at være god på trods af et stærkt konkurrencepræget marked,« skriver Uno-X i sit nye regnskab.

Derudover valgte Uno-X i løbet af året at afvikle 12 af sine mindst rentable benzinstationer. Ved årets udgang havde Uno-X i alt 254 benzinstationer fordelt over hele landet.

»Produktmarginerne har været under pres hele året og er lavere end året forinden, men den manglende indtægt herfra er endnu engang blevet opvejet af højere volumener og lavere driftsomkostninger,« skriver Uno-X.

Uno-X er ejet af den norske koncern Reitangruppen, der også står bag Rema 1000 og 7-Eleven. I 2016 omsatte benzinkæden for 3,5 mia. kr. Ejeren, Reitangruppen, blev belønnet med 10 mio. kr. i udbytte.

Idéen med at etablere den nye benzinkæde Bonus er, at benzinkunderne i Danmark ifølge adm. direktør Michael Norden har forskellige behov. Nogle steder er der brug for mere end blot benzinstandere og billig benzin, mener han.

Knap 90 af Uno-X's danske stationer er blevet omdannet til Bonus, som primært ligger uden for byerne - i modsætning til de traditionelle Uno-X-stationer.

Efterfølgende har Uno-X også valgt at opsige 150 tankpassere for i stedet at ansætte distriktspartnere på franchiselignende kontrakter.

Distriktspartnerne aflønnes efter bundlinjen på den enkelte station. Det skal sikre et ekstra incitament til få stationerne til at fremstå pæne og velfungerende og ikke mindst til hele tiden at være konkurrencedygtig på prisen.

Derudover har Uno-X investeret 250 mio. kr. i ombygninger og opgraderinger af stationerne.

BRANCHENYT
Læs også