Fortsæt til indhold

Drømmejobbet for enhver Lego-entusiast er blevet snuppet

Det prestigefyldte britiske universitet Cambridge har ansat en professor i leg - finansieret af Lego.

Lego Fonden, der ejer 25 pct. af Lego, har trods milliondonationen ikke haft nogen indflydelse på, hvem der blev udpeget til professorjobbet.
Erhverv

Hvis du nogensinde har drømt om at blive verdens første Lego-professor, er der desværre dårligt nyt.

Det anerkendte britiske universitet Cambridge University har fundet den professor, der som den første i verden - og med støtte fra Lego - skal undersøge betydningen og værdien af leg for børn.

Valget er faldet på professor Paul Ramchandani. Han får både titel af professor og leder af universitetets nyoprettede "legecenter", som Lego Fonden har støttet med over 30 mio. kr.

»Der er et stort behov for at etablere legen som central for børns udvikling og læring blandt de, som har indflydelse på børns liv,« udtaler Bo Stjerne Thomsen, forskningschef i Lego Fonden, i en pressemeddelelse.

»Centrets forskning spiller en afgørende rolle i den sammenhæng, og vi glæder os over, at professor Ramchandani vil stå i spidsen for centret og bidrage til at understrege, hvor vigtigt det er, at børn lærer gennem leg,« fortsætter han.

Paul Ramchandani. Foto: Lego Fonden.

Lego Fonden, der ejer 25 pct. af Lego, har trods milliondonationen ikke haft nogen indflydelse på, hvem der blev udpeget til professorjobbet.

Bo Stjerne Thomsen sagde dog tidligere på året til The Guardian, at han håbede på en kandidat med »en barnlig tankegang« og gerne en akademiker, der på en legende, nysgerrig og kreativ måde kan arbejde på tværs af forskellige forskningsområder.

Stillingen som Lego-professor har - ikke overraskende - fået stor opmærksomhed i de internationale medier. Det skyldes givetvis, at Lego er en verdenskendt legetøjskoncern, der sælger sine små, farverige klodser over hele verden.

Den nye Lego-professor, Paul Ramchandani, har i de seneste 15 år arbejdet med forskning i børns udvikling. Han tiltræder sin nye stilling i januar 2018.

Artiklens emner
Lego
Lego Fonden