Erhverv
0

Parkens fitness-satsning har mistet pusten

Parken-formand Bo Rygaard åbner nu døren på klem for en samarbejdspartner, der skal hjælpe med at få styr på selskabets altoverskyggende problembarn, Fitness.dk.

Parken-formand Bo Rygaard er langt fra tilfreds med udviklingen i selskabets fitnesskæde Fitness DK. Løsningen kan blive en partner, lyder meldingen. Foto: Gregers Tycho.

Det har langt fra været nogen guldrandet forretning for Parken Sport & Entertainment at eje fitnesskæden Fitness.dk.

Parken, der bl.a. står bag FCK og feriecentrene Lalandia, købte Fitness.dk i 2006 for 324 mio. kr.

Siden er den bogførte værdi af den landsdækkende fitnesskæde blev nedskrevet med 314 mio. kr., og nu åbner Parkens formand for sidste runde, inden det kan komme på tale at få hjælp udefra til at vende udviklingen i den skrantende kæde. Det skriver Børsen.

»Vi er i hvert fald ikke den forkerte ejer, men jeg vil ikke afvise, at vi kan finde på at gå i samarbejde med nogen i den videre udvikling af Fitness.dk i Danmark,« siger Parken-formand Bo Rygaard til Børsen.

Meldingen kommer på et tidspunkt, hvor fitnesskæden har udviklet sig til selskabets største problembarn. Men samtidig et problembarn, der tegner sig for rundt regnet en tredjedel af det samlede salg i Parken Sport & Entertainment, uden at det kan ses på bundlinjen.

Mellem linjerne slår formanden fast, at det selvsagt er uholdbart i længden, hvorfor der skal ryddes op.

»Vi er overbeviste om, at vi har et koncept, der er bæredygtigt på sigt, men har nogle mellemregninger, som vi arbejder med nu. De ting kunne man måske have taget tidligere,« siger Bo Rygaard til Børsen.

Meldingen kommer i slipstrømmen på et 2016-regnskab, hvor overskuddet før skat i Parken landede på knap 121 mio. kr. Men det kunne have været dobbelt så stort.

Som led i 2016-regnskabet nedskrev Parken-ledelsen nemlig værdien af Fitness.dk, der har 47 centre rundt om i Danmark, med 120 mio. kr.

Parken-ledelsen har senest løftet sløret for planer om at udvide Lalandia-konceptet med endnu to feriecentre – et i Danmark og et i Sverige.

»Vi arbejder på at lave et tredje center i Danmark og håber at kunne melde noget ud omkring det i 2017. Samtidig er vi ved at lave en række undersøgelser i Motala i Sverige, og udviklingen omkring et nyt center derovre kan komme til at gå hurtigere end arbejdet med et nyt center i Danmark,« fortalte Bo Rygaard til Finans så sent som sidste uge.

Meldingen kom, efter at Parken havde offentliggjort regnskabet for 1. kvartal 2017. Et regnskab der både bød på et underskud og en nedjustering for hele året.

BRANCHENYT
Læs også