Skakopfindelse fra 1982 grundlagde it-milliardæren Kaare Danielsens formue - programmet sælger stadig i tusindvis
Kaare Danielsen tjente ca. 100 mio. kr. i fjor. Ifølge ham selv skyldes den store succes bl.a. et skakprogram fra 1982.
»Jeg kender ikke mange andre 35 år gamle programmer, der stadig sælger.«
Kaare Danielsens stemmebånd får en særlig tone, når han taler om det skakprogram, han udviklede som 20-årig i 1982. Lyden af stolthed, måske. Og i hvert fald en helt anderledes begejstret tone, end når man spørger ham til det personlige regnskab, han netop har aflagt. Om overskuddet på ca. 100 mio. kr. eller egenkapitalen på 1,48 mia. kr.
»Jeg vil gerne fremhæve mit firma, men jeg vil hellere selv forsøge at være så anonym som muligt,« siger han.
Men skakprogrammet og regnskabet hænger uløseligt sammen. Det var nemlig det første, der gjorde det andet muligt. For når Kaare Danielsen i dag kan kalde sig it-milliardær, skyldes det i høj grad den fire kilobyte chip, han for 35 år siden brugte til at skabe en yderst populær skakcomputer.
»Det var pengene fra de skakprogrammer, jeg oprindeligt brugte til at stifte Jobindex. Der var ikke rigtig noget, der hed venturekapital dengang. Så det var skakpengene, der gav mig råd til at sige mit gode, faste job op og rive et år ud af kalenderen, uden at der skete noget ved det, hvis det gik galt,« siger Kaare Danielsen.
Det gik langt fra galt. Han brugte nemlig tiden på at stifte jobannoncesøgemaskinen Jobindex i 1996. Datalogen boede i Californien, hvor han nørklede med koder og algoritmer til at grundlægge det, der her 20 år senere står som en indiskutabel succes. Kaare Danielsen er for længst flyttet hjem til Danmark og styrer nu sine flere end 200 tropper fra kontoret på Frederiksberg.
Og selv om det er Jobindex, der klart bidrager med den største del af indtjeningen, drypper skakprogrammet fortsat i kassen. For selv om Kaare Danielsen ikke har udviklet synderligt på den oprindelige version - og på trods af invasionen fra virtual reality, ipads og lynhurtige computere - bliver den fortsat solgt over hele verden.
»Der blev solgt i omegnen af 40.000 i 2016, og jeg får nogle kroner pr. styk. Til at begynde med blev det solgt til seriøse skakspillere, hvor det nu mest bliver solgt som legetøj. Jeg har lavet fem niveauer, hvor det laver fejl med vilje,« siger han.
Indtil for få år siden kunne man også købe det i legetøjsbutikker i Danmark, og i årenes løb er det chipstyrede skakbræt med de røde dioder blevet solgt i millionvis.
I dag er det et fransk firma, der producerer skakcomputerne, og Kaare Danielsen får en lille andel for rettighederne. Men i virksomhedssammenhæng er det mere en kuriositet end en egentlig bidragyder til resultatet. Det har Kaare Danielsen andre aktiviteter til.
Han ejer fortsat 93 pct. af Jobindex, der kom ud af 2016 med et overskud på 61,3 mio. kr. efter skat. Derudover fik han et overskud på aktier og obligationer på ca. 10 mio. kr. Derudover har Kaare Danielsen investeret i en række unge start-up-virksomheder som SimpleSite, Firmafon, Tradeshift og GoMore.
For 10 år siden kostede en aktie i jobindex 550 kr. I dag er værdien næsten tredoblet til 1.560 kr., hvilket giver selskabet en værdi på 1,4 mia. kr.