Erhverv

Greenpeace: Trump har taget en dybt amoralsk beslutning

Mens Greenpeace raser over USA's udtræden af klimaaftalen fra 2015, er der ros fra Bjørn Lomborg, præsident i Copenhagen Consensus Center.

USA er verdens næststørste udleder af CO2 efter Kina. Mens Kina bakker op om klimaaftalen indgået i Paris i 2015, trækker præsident Donald Trump nu USA's støtte til aftalen. Foto: Martin Meissner. Foto: AP/Martin Meissner

Miljøorganisationen Greenpeace er klar i mælet: USA's præsident Donald Trump er fuldstændig ude af trit med tidsånden og resten af verden, når han trækker USA's opbakning til den globale klimaaftale.

»Trump har taget en dybt amoralsk beslutning, som under i en fejagtig opfattelse af, hvad der rent faktisk vil være bedst for den menige amerikaner i det lange løb,« siger Jens Mattias Clausen, klimapolitisk rådgiver i Greenpeace.

Alt tyder imidlertid på, at Greenpeace taler for døve ører. I hvert fald slog Donald Trump på et pressemøde i Det Hvide Hus fast, at klimaaftalen indgået i Paris i december 2015 slet ikke handler om klimaets ve og vel.

»Denne aftaler handler mindre om klimaet og mere om, at andre lande får en økonomisk fordel over USA,« lød det fra USA's præsident, da han forklarede, hvorfor verdens næststørste udleder af CO2 ikke længere vil støtte op om klimakampen.

Men USA's tidligere præsident, Barack Obama, i en kommentar peger på, at Trump svigter fremtiden, peger hovedpersonen selv på, at det alt sammen handler om, at han er sat i verden for at pleje hensyn til USA og intet andet.

»De sætter ikke USA først. Det gør jeg, og det vil jeg altid gøre,« fastslog Donald Trump på pressemødet med direkte adresse til resten af verdens lande, der støtter klimaaftalen.

Mens kritikerne står i kø for at lange ud efter USA's beslutning om at trække sig ud af klimaaftalen, ser Bjørn Lomborg, præsident og stifter af Copenhagen Consensus Center, beslutningen som første skridt mod noget bedre.

»De egentlige løfter i Paris-traktaten var aldrig nok til at komme nogen steder i nærheden af løftet om at holde den globale temperaturstigning under 2 grader celsius,« siger Bjørn Lomborg.

Han opfordrer til, at USA's farvel til klimaaftalen bliver startskuddet til en massiv satsning på forskning og udvikling af grønne energiløsninger, der prismæssigt kan sætte fossile brændsler til vægs.

»For at løse global opvarmning skal vi investere langt mere i at gøre grøn energi konkurrencedygtig. Hvis sol- og vindgenerering og oplagring var billigere end fossile brændstoffer, ville det ikke være nødvendigt at tvinge eller subsidiere nogen for at stoppe brugen af kul og olie,« siger Bjørn Lomborg i en skriftlig kommentar.

BRANCHENYT
Læs også