Erhverv

Henrik Rossing blev milliardær på at sælge Fitness World - og pengene vælter stadig ind

Henrik Rossing beholdt en mindre aktiepost, da han solgte Fitness World. Det var en klog beslutning.

Henrik Rossing er blevet milliardær på at stifte og senere sælge Fitness World. Foto: Thomas Borberg. Foto: Thomas Borberg

De fleste kender Fitness World, men de færreste kender manden bag, Henrik Rossing.

Danmarks ukronede fitnesskonge, der lever en diskret tilværelse uden for mediernes søgelys, blev milliardær, da han i 2015 solgte Fitness World til den norske kapitalfond FSN Capital.

Og den landsdækkende fitnesskæde er stadig en indbringende forretning for Henrik Rossing, selvom han ikke længere er involveret i driften. I forbindelse med salget beholdt han en mindre aktiepost i Fitness World - og det har vist sig at være en god beslutning.

Et nyt regnskab fra Henrik Rossings private holdingselskab, Bensimon Rossing ApS, viser, at Fitness World-stifteren i 2016 tjente 54 mio. kr. efter skat. Egenkapitalen i selskabet er stadig på over én mia. kr. - og Henrik Rossing kan dermed stadig skrive milliardær på visitkortet.

»Årets resultat anses for tilfredsstillende, og ledelsen forventer, at udviklingen fortsætter i indeværende regnskabsår,« skriver Henrik Rossing i det nye regnskab.

De mange penge, som Henrik Rossing har pumpet ind på kontoen, stammer fra hans ejerandel af Fitness World, der de senere år er vokset eksplosivt. Fitnesskæden er den største herhjemme med 160 centre rundt om i landet.

Den mediesky erhvervsmand indkasserede knap 800 mio. kr., da FSN Capital købte hans fitnesskæde. Det afslørede 2015-regnskabet for hans private holdingselskab. Handlen havde ifølge Berlingske en samlet værdi af 2,5 mia. kr.

Allerede inden salget af Fitness World havde Henrik Rossing imidlertid tjent en formue på svedende motionister. I 1986 åbnede han sit første fitnesscenter under navnet Ve og Vel. Det blev siden til tre centre, der i 2000 blev solgt til en amerikansk kæde for 50 mio. kr.

Efterfølgende kastede Henrik Rossing en del af sin nyvundne formue ind i restaurationsbranchen med opkøbet af restaurant Thorvaldsen i København. Det tabte han adskillige millioner på.

Derfor vendte han i 2005 tilbage til fitnessbranchen og grundlagde det, der skulle blive til Fitness World.

Udover sin aktiepost i Fitness World er Henrik Rossing også medejer af familievirksomheden Wash World, der driver vaskehaller til biler.

BRANCHENYT
Læs også