Fortsæt til indhold

Dyvigs og Lego-brødrenes legeplads-koncern krydser 1,5 mia. kr.

Forrige års hastige vækst fladede ud i legeplads-koncernen Kompan.

Erhverv

Finansmanden Christian Dyvig og Kirk Kapital, der ejes af medlemmer af Lego-familien, kunne i 2016 se omsætningen krydse 1,5 mia. kr. i deres legeplads-koncern Kompan.

Med en toplinjevækst på 6 pct. fortsatte Kompan, der har hovedsæde på Fyn og datterselskaber i en lang række lande verden over, dog ikke samme hastige vækst som året før.

Resultatet af den primære drift steg 18 mio. kr. til 110 mio. kr., mens bundlinjen voksede fra 33 mio. kr. til 58 mio. kr.

Resultatet er påvirket af øgede investeringer i salg- og distributionsnetværk samt i produktudvikling og er »på niveau med det forventede,« skriver selskabets ledelse, der forventer, at omsætningen vil øges i 2017.

Kompan, der producerer og sælger legeplads-, sports- og fitnessudstyr, var tidligere ejet af kapitalfonden Nordic Capital.

I begyndelsen af 2014 blev selskabet købt af en investorkreds bestående af familien Dyvig - med den danske rigmand Christian Dyvig i spidsen - som hovedaktionær. Senere på året købte Kirk Kapital sig ind, Kirk Kapital er ejet af Gunhild Kirk Johansen, søster til Lego-ejeren Kjeld Kirk Kristiansen, og hendes tre sønner.

Dyvig-familiens ejerpost er formelt ejet af Christian Dyvigs tre børn. Det er dog kun Christian Dyvig, der har stemmeret i firmaet.

Selskabet har siden ekspanderet markant, både organisk og ved opkøb. I november sidste år købte selskabet det hollandske legepladsselskab Repcon, der også har aktiviteter i Tyskland.

Det danske datterselskab Kompan A/S, der har hovedkvarter i Odense, øgede i året omsætningen fra 452 mio. kr. til 489 mio. kr. Bag væksten lå et øget salg til både det europæiske og det amerikanske marked, mens salget til Asien faldt.

Artiklens emner
Kompan
Kirk Kapital