Kritik af millionindsprøjtninger fra medicinalindustrien: Sponsorater underminerer patientforeningers uafhængighed

Flere og flere millioner flyder hvert år fra medicinalselskabernes pengekasse over til patientforeningerne.

Det er problematisk, fordi økonomi påvirker adfærd, og foreningerne dermed kan komme til at tale medicinalselskabernes sag frem for uafhængigt at varetage patienternes interesser, mener både en ekspert og foreningen Danske Patienter.

»Forskning viser, at man ikke kan have et samarbejde med medicinalindustrien af finansiel karakter, uden at man bliver påvirket af det. Hvis du får en økonomisk afhængighed, uanset beløbets størrelse, så viser forskning også, at man bliver påvirket,« siger John Brodersen, professor ved Institut for Folkesundhed på Københavns Universitet og Region Sjælland.

I 2016 kastede Lægemiddelindustriforeningens (Lif) medlemmer 14,6 mio. kr. efter de danske patientforeninger, en stigning på over 60 pct. på to år. Pengene bruges til alt fra udvikling af apps til afholdelse af debatter på Folkemødet.

Patientforeningerne, eksempelvis Parkinsonforeningen, Psoriasisforeningen eller Astma Allergi Danmark, har bl.a. til formål at fungere som mødested for patienter med samme sygdom, ligesom de varetager patienternes interesser i forhold til det politiske system.

Kritikken af medicinalselskabernes sponsorater af foreningerne skyldes frygten for, at man kan komme i tvivl om, hvilken sag patientforeningerne taler over for f.eks. politikerne.

Hos brancheorganisationen Danske Patienter, der repræsenterer 82 af de i alt mere end 200 patientforeninger, er direktør Morten Freil langt fra begejstret.

»Alene mistanken om, at patientforeninger er i lommen på industrien, er et stort problem, fordi det kan være med til at undergrave deres troværdighed over for f.eks. politikere,« siger Morten Freil.

I patientforeningen Lyle, som repræsenterer patienter med f.eks. lymfekræft og leukæmi, er man helt afhængig af medicinalindustriens sponsorater.

»Hvis vi skulle nøjes med det sponsorat, vi ellers får, så kunne vi ikke lave de aktiviteter, som vi gør,« siger Rita O. Christensen, formand for Lyle.

Kan man godt holde sig uafhængig af industriens interesser, når man får så relativt mange penge fra dem?

»Hvis vi ikke kan få fra dem, så kan vi ikke lave de aktiviteter, vi har nu,« siger Rita O. Christensen og understreger, at man er underlagt regler for, hvad pengene fra industrien kan bruges til.

I medicinalindustriens brancheorganisation Lif kan man ikke se noget problem i tilhørsforholdene, og koncernchef Ida Sofie Jensen vil ikke forholde sig til, om de knap 15 mio. kr. er et højt eller et lavt beløb.

Hun mener, at der er et naturligt samarbejde mellem dem, der har forsket i og udviklet et lægemiddel, og den gruppe patienter, der skal anvende det.

Normalt sponsorerer man jo ikke noget uden en forventning om at få noget igen. Kan du ikke se, at der bliver skabt et mærkeligt afhængighedsforhold?

»Det afgørende for os er, at findes et meget klart regelsæt, hvor man ikke må bede om modydelser for de penge, man donerer,« siger Ida Sofie Jensen. Dertil kommer, at alle former for økonomisk samarbejde lægges fuldstændigt åbent frem for offentligheden, mener hun.

Selvom man i industrien mener, der er fuld åbenhed omkring de mange millioner, så er John Brodersen langt fra sikker på, at beløbet er dækkende for det reelle billede.

»I forhold til den internationale forskning, der har undersøgt, hvor meget patientforeningerne i udlandet sponsoreres af medicinal- og medicoindustrien, så vil mit bedste gæt være, at de 14,6 mio. kr. er et konservativt tal. Man kan derfor mistænke, at en del penge bliver kanaliseret over på andre måder,« siger John Brodersen.