Asger Enggaard overtog familiens firma: Er nu snart milliardær
Entreprenørvirksomheden A. Enggaard voksede voldsomt i 2016. Det gjorde blot ejerfamilien bag endnu rigere.
I 1943 stiftede Asger Enggaard en entreprenørvirksomhed i Aalborg og satte sig selv i spidsen for det.
74 år senere er det stadig en Asger Enggaard, der styrer løjerne i virksomheden, som har udviklet sig til én Danmarks største af sin slags.
Som det kloge hoved dog nok kan regne ud, er der ikke tale om den samme Asger Enggaard. Derimod er den Asger Enggaard, der i 1943 stiftede A. Enggaard, bedstefar til den nuværende topchef i entreprenørvirksomheden.
Barnebarnet Asger Enggaard blev topchef i 2005 og har siden gjort A. Enggaard større og større. I 2016 var omsætningen rekordstor på 2,5 mia. kr., og samtidig landede A. Enggaard sit bedste resultat i mange år, et overskud på 140 mio. kr.
Nøgletal i A. Enggaard Holding A/S de seneste fem regnskabsår:
| Mio. kr. | 2012 | 2013 | 2014 | 2015 | 2016 |
|---|---|---|---|---|---|
| Nettoomsætning | 1.288,3 | 1.523,3 | 1.499,6 | 1.759,4 | 2.549,2 |
| Resultat efter skat | 63 | 77,1 | 88,5 | 81,5 | 139,7 |
| Egenkapital | 476,7 | 573,2 | 629,9 | 729,8 | 856,6 |
Af det nye regnskab fremgår det, at resultatet oversteg ledelsens forventninger og var »meget tilfredsstillende«.
A. Enggaards positive udvikling har gjort ejerfamilien og i særdeleshed Asger Enggaards tegnebog tyk. Hans private holdingselskab, der ejer en større portion af aktierne i A. Enggaard, har de seneste to år haft et samlet overskud på 245 mio. kr. efter skat.
Det har sendt egenkapitalen op på 770 mio. kr. Markant mere end da han overtog familievirksomheden og havde en egenkapital på ”kun” 30 mio. kr. i sit holdingselskab.
Asger Enggaard fik nøglerne til familiens virksomhed, da hans far Jørgen Enggaard trådte et skridt tilbage og i stedet blev bestyrelsesformand.
A. Enggaard har lige nu gang i en masse projekter rundt om i landet, heriblandt Z-huset i Aarhus, store dele af Ceres Byen ligeledes i Aarhus og et større kontorbyggeri i København til Trafikstyrelsen, Vejdirektoratet, Energistyrelsen og Banedanmark.

