Erhverv
0

Bokselegenden Mayweather forøger sin formue på 4,6 mia. kr. i en ny kamp

Boksningens pengemaskine, Floyd Mayweather, vender tilbage til en boksekamp, der kan give ham et tilskud til sin pension på omkring 1,6 mia. kr.

En af Mayweathers sidste boksekampe var i Las Vegas mod Andre Berto. Foto: Gene Blevins/Associated Press

Den kendte 40-årige bokser Floyd Mayweather er blevet hevet ud af sin pension efter blot to år.

Han trækker i boksehandskerne igen for at kæmpe mod den irske MMA-kæmper Conor McGregor. Måske det er den ekstra lønningsdag, der har lokket Mayweather til at droppe pensions-livet for en stund.

For den legendariske bokser kan forvente at kampen giver ham et ekstra tilskud til sin pension på omkring 1,6 mia. kr. Det skriver The Guardian.

Den rutinerede bokser kan se tilbage på en karriere som ubesejret bokser i intet mindre end 49 kampe. I de kampe har han fået opbygget sig en formue på 4,6 mia. kr.

Han sluttede på toppen i 2015 i kampen mod den filippinske bokser Manny Pacquiao, hvor han også kunne hente en fortjeneste på 1,6 mia. kr.

Kampen mod McGregor skal allerede foregå om et par måneder i Las Vegas MGM Grand Arena.

Den 28-årige, irske MMA-kæmper har længe forsøgt at overtale Mayweather til en kamp. Men Mayweather har udtalt, at betingelsen, for at stille op, er, at det bliver i bokseringen.

Dermed ser det ud til, at McGregor kommer til at være lidt på udebane, da han hidtil kun har dyrket kampsporten MMA, der står for Mixed Martial Arts, hvor man blander forskellige kampsportsteknikker.

Begge kæmpere har allerede annonceret på sociale medier, at de er klar til et brag af en kamp den 26. august. Det ser også ud til, at publikum glæder sig, for Mayweathers rådgiver Leonard Ellerbe siger til Los Angeles Times, at han tror, at kampen kommer til at kaste omkring 3,3 mia. kr. af sig alene i billetsalg, og når kampen bliver vist per-per-view.

McGregors formue er lige nu på 146 mio. kr., men han kan ifølge The Guardian ikke se frem til en lige så stor lønningsdag efter kampen, som Mayweather kan.

BRANCHENYT
Læs også