Erhverv

Esben Warming blev politianmeldt for hacking: »Det er ét kæmpe spin af KMD«

KMD forsøger at skygge for sine egne fejl ved at politianmelde Esben Warming Pedersen og fremhæve, at han arbejder for en konkurrent, mener den anmeldte selv.

Esben Warming Pedersen

Den danske it-gigant KMD, der leverer it-løsninger til danske kommuner, har politianmeldt en person for hacking. Personen hedder Esben Warming Pedersen. Han mener, at der er tale om et stort spin fra KMD's side, fordi virksomheden vil fjerne fokus fra flere sikkerhedsbrister i sit system.

Ifølge Esben Warming Pedersen har han blot forsøgt at gøre KMD opmærksom på problemerne.

»Jeg skulle søge om en institutionsplads til min søn på pladsanvisningen. Da ser jeg, at der er et samleverfelt. Jeg skulle blot angive et cpr-nummer, og så ville den fortælle mig hendes navn. Tilfældigvis arbejder jeg hos Netcompany med offentlige it-løsninger, så jeg ved, at det må man ikke,« forklarer Esben Warming Pedersen til Finans.

Han tænkte, at det nok skyldtes, at han og hustruen havde samme folkeregisteradresse. Men da han forsøger med sin svigerindes cpr-nummer, dukker også hendes navn frem.

Da Esben Warming Pedersen kender en del til it, skriver han et stykke kode, der gør det muligt for ham at automatisere processen og forsøge med andre cpr-numre.

»Jeg gør det jo ikke for at hacke, men for at vise, at der er et sikkerhedshul. Det tog mig et par timer at skrive koden, og så pløjede den ud med fem cpr-numre i sekundet,« siger han.

Problemet gjaldt også de andre cpr-numre, og samme dag ringer han til Frederiksberg Kommune. Kommunen henvender sig til KMD, der i første omgang ikke kan finde et problem. Ikke før den 24. maj.

»KMD følte dog ikke behov for at informere sine kunder om, at der har været et problem i 12 år. Men jeg taler med DR, fordi jeg synes, det er i offentlighedens interesse, hvor meget der er lækket derfra,« siger Esben Warming Pedersen.

Indslaget bliver vist torsdag aften. Men da KMD finder ud af det, kontakter de den øverste direktør i Netcompany, hvor Esben Warming Pedersen arbejder.

»De spørger, om min direktør er klar over, at en af hans medarbejdere laver hacking mod dem. KMD tegnede et billede af mig som hacker, men nævner slet ikke det med Frederiksberg Kommune. Da de finder ud af, at DR vil bringe et indslag, politianmelder de mig så og sender et brev rundt til sine kunder,« siger han.

Esben Warming Pedersen er meget forundret over udviklingen og føler, at KMD forsøger at mistænkeliggøre ham som en hacker, der har begået en forbrydelse.

»Det er underligt. De gør meget ud af at lovprise mig, fordi jeg har hjulpet med at finde sikkerhedshuller. Omvendt politianmelder de mig og gør meget ud af, at jeg er ansat hos en konkurrent. Det er historien, de prøver at spinne på det. Og det har jo virkelig ikke noget med det at gøre. Jeg er i øvrigt på barsel,« siger Esben Warming Pedersen, der er ked af situationen.

»Det er meget ubehageligt at blive politianmeldt, især når jeg synes, jeg har gjort en god gerning. Det er jo til alles bedste, at sådan en brist bliver lukket.«

KMD skriver i brevet til sine kunder, at man er i besiddelse af videodokumentation af det påståede hackerangreb. Men det griner Esben Warming Pedersen lidt af.

»Videoen er en, jeg har lavet for at bevise fejlen. Og så får de det til at lyde, som om det er dokumentation, de har. De har ikke opdaget en hujende fis. Det er et kæmpe spin.«

Læs KMD's svar her:

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også