Erhverv

Haldor Topsøe-dynastiet sælger ud med stort tab - 280 medarbejdere får ny ejer

Den familieejede industrivirksomhed Haldor Topsøe har solgt en del af sin forretning til en belgisk virksomhed.

Pr-foto: Haldor Topsøe

Den store familieejede virksomhed Haldor Topsøe har skilt sig med af forretningsområderne emissionskontrol i en stor handel med en belgisk virksomhed.

Forretningsområderne mobil og stationær emissionskontrol er blevet solgt til den belgiske virksomhed Umicore for 900 mio. kr. plus en såkaldt earn-out. Det oplyser Haldor Topsøe i en pressemeddelelse.

Aftalen betyder, at 280 Haldor Topsøe-medarbejdere bliver overført til Umicore. Derudover omfatter handlen også alle teknologier, IP-rettigheder samt produktions- og forskningsfaciliteter, der hører til de to forretningsområder i Danmark, USA, Kina og Brasilien.

»Aftalen er på linje med vores strategiske mål om at være til stede på nichemarkeder, hvor vi sigter efter at være blandt top 3-spillerne. Som markederne for automotive og stationær emissionskontrol har udviklet sig, var det ikke længere en realistisk målsætning for os, og det har vi handlet på,« udtaler Bjerne S. Clausen, adm. direktør for Haldor Topsøe, i pressemeddelelsen.

Haldor Topsøe oplyser, at handlen vil indebære en nedskrivning i virksomhedens regnskab på ca. 400 mio. kr. før skat. Det skyldes, at virksomheden har måttet sælge sin emissionsforretning til under den bogførte værdi.

Salgsprovenuet vil have en positiv effekt på kassebeholdningen, fremgår det.

Ifølge Umicore vil de nu 280 tidligere Haldor Topsøe-ansatte spille en vigtig rolle hos sin nye ejer.

»Med denne aftale overtager vi verdensledende teknologier og produktionsfaciliteter inden for emissionskontrol, som er en fremragende tilføjelse til vores brede portefølje af katalysatorer på ren luft-området. Det vil gøre vores tilbud til kunderne endnu mere komplet,« lyder det fra Pascal Reymondet, executive vice president Catalysis i Umicore, i pressemeddelelsen.

Haldor Topsøes handel med Umicore er underlagt almindelige lukkebetingelser og forventes endeligt afsluttet inden årsskiftet, lyder det fra Haldor Topsøe.

BRANCHENYT
Læs også