Fortsæt til indhold

Seed-direktør har haft en dobbeltrolle - hun sad også på statens pengetank

Som direktør for både Seed Capital og det statsstøttede Pre-Seed Innovation har Ulla Brockenhuus-Schack kunnet give Seed Capital fordelagtige investeringer i nye virksomheder.

Erhverv

Ulla Brockenhuus-Schack har haft en fod i begge lejre som direktør for statens pengetank Pre-Seed Innovation, der er et innovationsmiljø ejet af Danmarks Tekniske Universitet (DTU), og som direktør for den private virksomhed Seed Capital.

Hendes dobbeltrolle betyder, at Seed Capital har haft mulighed for at få billige andele i startup-virksomheder. Det skriver Børsen.

I går kom det frem, at Seed Capital siden 2007 har haft en særlig aftale, hvor Seed Capital er blevet støttet af Pre-Seed Innovation, som hvert år skyder skattekroner i risikofyldte startups. Beløbet ligger på et sted mellem 70 og 90 mio. kr.

Seed Capital kan derefter indenfor to år vurdere disse startup-virksomheder og købe op til 20 pct. af selskaberne til den oprindelige meget lave vurdering af selskabet.

Dermed står staten med risikoen i stedet for Seed Capital, som har kunnet vente og se, hvilke virksomheder der var værd at investere i, mens staten har stået med 90 pct. af tabet, hvis den nye startup gik under.

Men man kan ikke sidde med på begge sider af forhandlingsbordet og underskrive kontrakter for begge parter, mener Nick Storm Stausholm, der er forsker i forvaltningsret på Aarhus Universitet.

»Det er uden betydning, om hun selv opnår en personlig økonomisk vinding af kontrakten. Dette skyldes, at en person efter forvaltningsloven også er inhabil i forhold til en konkret sag, hvis vedkommende deltager i ledelsen af eller har en nær tilknytning til et selskab, der har en særlig interesse i sagen eller sagens udfald. Og det må man sige, at Seed Capital har som kontraktpart. Hun har derfor hverken måttet træffe afgørelse om indgåelsen af kontrakten, deltage i denne afgørelse eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af sagen,« siger Nick Storm Stausholm, der er forsker i forvaltningsret på Aarhus Universitet, til Børsen.

Men selv mener Ulla Brockenhuus-Schack ikke, at hun er inhabil, og fortæller desuden til Børsen, at alle har været klar over, at hun var chef for både Seed Capital og Pre-Seed Innovation.

»Det er jo ikke inhabilitet, i og med at det ikke er mig, der tager investeringsbeslutningerne alene. Der er altid nogle andre, der skal signe off,« siger Ulla Brockenhuus-Schack til Børsen.

Advokatfirmaet Gorrissen Federspiel oplyser til Børsen, at hun ikke er inhabil, da hendes rolle er i overensstemmelse med reglerne og er oplyst over for Styrelsen for Forskning og Innovation.

Artiklens emner
SEED Capital
Pre-Seed Innovation