Erhverv

Inspiration har tabt 200 mio. på fem år - fremtiden er endnu ikke på plads

Den store isenkræmmerkæde blev opkøbt af Imerco i september 2016. Men konkurrencemyndighederne har endnu ikke godkendt købet.

Inspiration har haft underskud de seneste fem år. Foto: Johan Mikkelsen

Isenkræmmerkæden Inspiration, der driver 48 butikker i Danmark, må i øjeblikket have det som en dreng, der utålmodigt venter svar på sit kærestebrev.

I hvert fald får Inspiration lige nu testet sin tålmodighed af konkurrencemyndighederne.

Da 65 pct. af kæden i september 2016 blev solgt til konkurrenten Imerco, var det med forventningen om, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ville godkende købet den 1. november samme år.

Det kom ikke til at ske, så dernæst var forventningen et svar fra konkurrencemyndighederne i begyndelsen af 2017.

Men den endelige godkendelse lader stadig vente på sig, her 10 måneder efter Imercos opkøb af Inspiration blev offentliggjort.

Ifølge Frank Siim Sørensen, adm. direktør i Inspiration, forventes det nu, at godkendelsen kommer efter sommerferien.

Han ser nok gerne snart, at handlen går igennem. For Inspirations seneste resultat, i regnskabsåret 2016, var et utilfredsstillende underskud på næsten 16 mio. kr., og meget af takken for det dårlige resultat skal sendes til handlen med Imerco, fortæller Frank Siim Sørensen.

»Regnskabet for 2016 er på mange områder et produkt af den beslutning (om at sælge til Imerco, red.) og på en række område præget af den forestående handel. Vi glæder os dog over, at det er lykkedes at fastholde og udvikle omsætningen i en turbulent periode med hård konkurrence,« skriver han i en mail til Finans.

Nøgletal i Inspiration A/S de seneste fem regnskabsår:

Mio. kr.20122013201420152016
Nettoomsætning475,2507499,4503,1505,5
Resultat efter skat-156-18,5-8-4,1-15,9
Egenkapital27,48,80,8-3,2-19,1

Som Frank Siim Sørensen rigtigt nok anfører, steg omsætningen i Inspiration en smule i 2016, selvom der blev lukket butikker i Horsens og Fisketorvet i København.

Dog ændrer det ikke på, at Inspiration nu har givet underskud fem år i træk. Faktisk lyder det samlede tab i den periode nu på hele 202,5 mio. kr.

Inspiration regner med, at den konsolidering, der vil ske i branchen, når og hvis kæden bliver endelig solgt til Imerco, vil skabe ny værdi til kæden og bidrage til at skabe en sundere forretning.

Inspiration er ejet af milliardæren Niels Thorborg, mens Imerco hovedsageligt ejes af ejendomsmatadoren Mikael Goldschmidt.

BRANCHENYT
Læs også