Erhverv

Claus Meyer led milliontab efter at have scoret kæmpegevinst

Etableringen af restauranter i USA koster som forventet et underskud til Claus Meyer, der også i 2017 regner med at tabe penge.

Egenkapitalen i Claus Meyers personlige holdingselskab er nu på 249 mio. kr., viser et nyt regnskab. Foto: Casper Dalhoff

Den danske kok og forretningsmand Claus Meyer tabte millioner i 2016. Helt nøjagtigt 8,8 mio. kr.

For det er netop størrelsen på underskuddet efter skat i hans personlige holdingselskab, der har ejerandele i lang række virksomheder, herunder Restaurant Noma, fødevarekoncernen Løgismose Meyers og fodboldklubben Nykøbing FC.

Tabet på 8,8 mio. kr. fremgår af et nyt regnskab fra Claus Meyer Holding A/S, der ellers i 2015 havde et overskud på hele 247 mio. kr.

Overskuddet i 2015 var dog præget af ekstraordinære indtægter fra salget af en række aktiver i Claus Meyers forretningsimperium. Derfor var forventningen til 2016, at der ville komme underskud, fordi Claus Meyer i løbet af året åbnede de to restauranter Agern og Great Northern Food Hall i USA, hvilket førte en række etableringsomkostninger med sig.

»Årets underskud svarer til den forventede udvikling,« står der i det nye regnskab fra Claus Meyer Holding.

Restaurant Agern fik i øvrigt en Michelin-stjerne i november efter kun at have været åben i et halvt år. Men i marts måtte restauranten lukkes midlertidigt, da den var blevet ramt af en vandskade.

Tirsdag meddelte restauranten dog, at den genåbner igen den 19. juli.

Det ser dog ikke ud til, at underskuddet i 2016 blive en enlig svale. For i 2017 forventer Claus Meyer også at lide et sammenlagt tab på sine mange forretninger.

»Koncernens amerikanske aktiviteter er fortsat under opbygning og udvidelse og vil fortsat kræve investeringer. De danske restauranter opererer ligeledes i et stærkt konkurrencepræget marked, hvor stadig udvikling af koncepterne er nødvendigt,« står der i 2016-regnskabet.

Claus Meyer Holding beskæftigede i gennemsnit 97 medarbejdere i 2016, mere end en fordobling i forhold til 2015, hvor der var 42 medarbejdere i koncernen.

Egenkapitalen i Claus Meyer Holding var på 249 mio. kr. efter 2016.

Claus Meyer blev kendt i den brede offentlighed som kok i tv-programmet "Meyers Køkken", der blev sendt på DR1.

Læs også
Top job