Fortsæt til indhold

Michael Seifert scorede 700 mio. kr. på kæmpesucces - nu trækker han sig

Den danske it-rigmand Michael Seifert er stoppet som topchef i Sitecore, som han selv var med til at stifte - og sælge for en formue.

Erhverv

Efter mere end 15 år som topchef i Sitecore, der kulminerede i et milliardsalg til kapitalfonden, stopper Michael Seifert nu som topchef i it-virksomheden.

Det oplyser Sitecore i en pressemeddelelse. Michael Seifert fortsætter dog i virksomheden i en ny rolle som bestyrelsesmedlem og er stadig en betydende aktionær, lyder det videre.

Michael Seiferts afløser bliver den tidligere MarkMonitor-direktør Mark Frost.

»Med de fantastiske resultater, Mark Frost har skabt i de software-virksomheder, han indtil nu har stået i spidsen for, eller som han har været med til at booste, er der ingen tvivl om, at vi har fundet præcis den topchef, vi gik efter,« lyder det i pressemeddelelsen fra bestyrelsesformand Jonas Persson.

Sitecore udvikler software til drift af store hjemmesider og avanceret digital markedsføring. Michael Seifert stiftede selskabet sammen med fire venner fra datalogi-studiet i 2001. I dag har selskabet over 800 ansatte, og omsætningen ved senere opgørelse nærmede sig halvanden mia. kr.

Efter flere år med massiv vækst valgte Michael Seifert og de fire andre stiftere af Sitecore i april 2016 at sælge aktiemajoriteten i selskabet til den svenske kapitalfond EQT, der bl.a. også ejer Tiger-butikkerne og Top-Toy.

Det indbragte Michael Seifert over 700 mio. kr., afslørede et regnskab fra hans personlige holdingselskab. Han ejer stadig en pæn del aktier i it-kometen, der har hovedsæde i København.

Artiklens emner
Sitecore
EQT