Erhverv

Vraget Yahoo-boss har sat direktørjagten i gang - og et selskab er i spil

Marissa Mayers er nu fortid i Yahoo, efter at Verizon har opkøbt selskabet, og dermed er den tidligere så populære chef nu på jagt efter et nyt topjob. Uber bliver nævnt som kandidat, skriver medie.

Marissa Mayer, tidligere topchef i Yahoo, kan måske være på vej til den ledige direktørstol i Uber. Foto: AP Images

For en måned siden stod det klart, at den engang så profilerede topchef i Yahoo, Marissa Mayer, nu må se sig om efter noget nyt at lave.

Med Verizons opkøb er Marissa Mayer nemlig færdig i Yahoo – men ikke færdig som topchef, forsikrer hun til mediet Business Insider.

Med 186 mio. dollar – eller hvad der svarer til 1,3 mia. kr. - i gyldent håndtryk kunne Marissa Mayer have nedsat sig som professionel investor, men det afviser hun er fremtidsplanen.

Til gengæld bliver der ifølge Business Insider spekuleret i, hvorvidt Marissa Mayer er på vej til at indtage den ledige stol som adm. direktør hos kørselstjenesten Uber. Et bud, som Mayer ikke ønsker at kommentere på, om hun er interesseret i eller ej, overfor mediet.

I hvert fald har Marissa Mayer endnu ikke hørt fra Uber, lyder det fra hovedpersonen selv.

Der er dog flere grunde til, at netop Uber og Mayer er et godt match. Den omdiskuterede kørselstjeneste har været ramt af en række dårlige sager, herunder sexchikane, der fik Ubers grundlægger og adm. direktør Travis Kalanick til at forlade selskabet i juni måned i år, men Marissa Mayer var ikke sen til offentligt at forsvare Travis Kalanick.

»Jeg betragter Travis som en af mine venner. Jeg mener, han er en fænomenal leder; Uber er ekstremt interessant,« lød det fra Marissa Mayer til San Francisco Chronicle i sidste måned.

De mange skandalesager hos Uber skal en ny kommende direktør få styr på, ligesom det er vigtigt, at topchefen skal kunne tiltrække nye it-ingeniører, hvilke der er kæmpe rift om i Slicon Valley.

I Silicon Valley var Marissa Mayer et stort navn i 2012. Da hun blev ny topchef for Yahoo, blev det af mange anset som et kæmpe scoop for virksomheden, da hun havde været med i Google siden begyndelsen. Problemet har siden været, at hun ikke har haft den store succes som frontfigur for Yahoo.

Det er fortsat Travis Kalanick, som ejer majoriteten af Uber, og derfor vil han – trods sin afgang – fortsat sætte sit præg på valget af ny leder. Her kan de gode relationer til Marissa Mayer måske få betydning for Ubers fremtid.

BRANCHENYT
Læs også