Erhverv
BREAKING

Spilkæde med over 30 butikker taber nu penge

Den landsdækkende butikskæde Gamestop er langt fra sine kronede dage i Danmark. Men på ét punkt går det endelig fremad.

Den amerikanske spilkæde Gamestop har over 30 butikker i Danmark. Foto: Moe / Flickr.

Verdens største forhandler af tv-spil, computerspil og tilbehør er under pres i Danmark.

På knap et årti er godt 40 pct. af omsætningen i spilkæden Gamestop forsvundet, og nu er bundlinjen gået i rødt. Sidste år tabte Gamestop 1,1 mio. kr. på det danske marked, viser et nyt årsregnskab.

»Det overordnede tab for året skyldes nedskrivninger på butikker indregnet som anlægsaktiver. Derudover er resultatet tilfredsstillende,« skriver Gamestop i regnskabet.

Gamestops har mere end 30 danske butikker, som i 2016 omsatte for 188 mio. kr. Det er en pæn forbedring fra året før, da salget nåede et historisk lavpunkt på 167 mio. kr.

Men der er stadig lang vej op til spilkædens kronede dage i Danmark. Lige før finanskrisen omsatte Gamestop for næsten 300 mio. kr. i Danmark og havde pæne millionoverskud.

Nu kæmper Gamestop gevaldigt med indtjeningen, men kan dog glæde sig over, at omsætningen igen er opadgående.

»Selskabet forventer et mere positivt resultat for regnskabsåret 2017/18 og fremadrettet,« skriver Gamestop.

Selvom det er lykkedes Gamestop at vende flere års nedgang i omsætningen, spiller det ikke for alle selskabets nøgletal. Overskudsgraden er på kun 0,1 pct. og afkastningsgraden 0,2 pct.

Overskudsgraden er et udtryk for, hvor stor en del af virksomhedens omsætning, overskuddet udgøres af. Afkastningsgraden måler, hvorvidt virksomheden er i stand til at generere et overskud ud fra den indskudte kapital.

Til gengæld har Gamestop en solid egenkapital på 67 mio. kr.

Gamestop har over 6.500 butikker i Europa, USA og Australien. Selskabet blev grundlagt i 1984 og har hovedsæde i Texas, USA.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også