Fortsæt til indhold

Medie: Spotify rydder vejen til børsnotering med Warner-aftale

Streaming-tjenesten Spotify er ved at forhandle en aftale med pladeselskabet Warner på plads, ifølge Reuters. Dermed er den sidste store forhindring for en børsnotering ved at blive fjernet.

Erhverv

Først fik Spotify forhandlet en ny aftale på plads med Universal Music, og senere med Sony Music. Dermed manglede det svenske selskab blot en aftale med Warner Music for at have de tre elefanter i musikbranchen på plads – og det er nu ved at ske, i al hemmelighed, rapporterer Reuters med hjælp fra kilder tæt på forhandlingerne.

Den helt store knast er, hvordan indtægterne skal splittes op mellem Spotify og pladeselskaberne, der så kan sende pengene videre til kunsterne. Indtil videre har pladeselskaberne fået 55 pct. af pengene, men Spotify kæmper for en større andel, selvom mange musikere har beklaget sig over, hvor lidt de får ud af at blive afspillet på Spotify.

Den nye aftale med Warner er ikke helt på plads endnu, men Warner skulle have accepteret at gå ned til 52 pct. af kagen, ligesom de andre store pladeselskaber har sagt god for.

Indtil videre har Spotify været god til at få mange brugere – ikke mindst fordi brugerne kan slippe for at betale, hvis de lytter til nogle reklamer – men har trods 53 mio. betalende brugere ikke præsteret et overskud endnu. Sidste år var omsætningen på 21,6 mia. kr. og underskuddet lød på 4 mia. kr. før skat.

Den slags tal hjælper ikke på målet om en børsnotering, så Spotify arbejder derfor hårdt på at få hevet flere penge hjem, inden børsen skal erobres.

Armlægningen med pladeselskaberne er dog en svær balancegang, for flere af de største stjerner som for eksempel Taylor Swift har tidligere fravalgt Spotify fuldstændigt i protest mod betalingen og konceptet med reklamebetalt lytning.

Omvendt er Spotify i dag klart den største musiktjeneste af sin slags, så for pladeselskaberne er det også en spildt mulighed for penge i kassen ikke at være på Spotify. Og svenskerne har et par tricks i ærmet, der kan presse pladeselskaberne under forhandlingerne – for eksempel ved at bruge mere ukendte navne fra små pladeselskaber på de playlister, der bliver lagt ud til brugerne.

Kravene fra Warner for at gå med til en lavere andel end før er derfor blandt andet at få en aftale på plads om playlisterne og at få lagt en forsinkelse ind på nogle af de mest ventede nye albums, så det i en periode kun er de betalende Spotify-kunder, der kan få lov at høre dem.

Spotify er for nyligt blevet værdisat til 97 mia. kr., men er presset ikke bare af økonomien og protesterne fra kendte musikere, men også konkurrencen fra Apple og Amazon. For de to amerikanske giganter er en musiktjeneste nemlig bare en ekstra bonus oven i til kunderne, og der er ikke på samme måde et krav om et overskud på tjenesten.

Artiklens emner
Spotify
Warner Music