Fortsæt til indhold

Tre venner blandede nødder i et køkken: Solgte firmaet for en formue

Over 100 mio. kr. skiftede hænder, da tre iværksættere afgav magten over den hurtigt voksende virksomhed Rawbite.

Erhverv

De tre stiftere bag virksomheden Rawbite, der sælger sunde frugt- og nøddebarer, fik råd til rigtig store julegaver, da de i december solgte ud af deres firma.

Det viser nye regnskaber fra deres personlige holdingselskaber.

I december solgte de tre Rawbite-stiftere Morten Fullerton, Nikolaj Lehmann og Rolf Nolsøe Bau størstedelen af firmaet til den tyske kagegigant Bahlsen. Det skete efter flere år med massiv vækst.

Salget indbragte dem hver især 35 mio. kr. - i hvert fald indtil videre. De nye regnskaber afslører nemlig, at der fortsat »pågår forhandlinger om den endelige salgssum.« Derfor kan beløbet ændre sig, lyder det.

Sikkert er det imidlertid, at de tre iværksættere er blevet mangemillionærer på Rawbite, der sælger sunde frugt- og nøddebarer i over 35 lande. De tre venner stiftede virksomheden i 2008, da de syntes, at der manglede en energibar uden tilsætningsstoffer og tilsat sukker.

I begyndelsen blandede de nødder og dadler i deres egne køkkener, inden de prøvede lykken og placerede en ordre på flere hundredtusinde barer, der skulle produceres i Tjekkiet.

Det kickstartede succesen.

Selvom Bahlsen Group nu ejer aktiemajoriteten i Rawbite, står de tre stiftere fortsat i spidsen for virksomheden. De ejer også en mindre ejerandel - og får dermed økonomisk del i den succes, der måtte fortsætte.

»Det har været en ret vild rejse, men vi fortsætter. Vi kommer til at drive Rawbite som en stand alone-virksomhed, og vi bliver de ledende kræfter som altid,« sagde Rolf Nolsøe Bau til Børsen i forbindelse med salget.

I fjor løftede Rawbite sit resultat før skat med en tredjedel til 10 mio. kr.

Artiklens emner
Rawbite