Erhverv

Trine Andersen solgte sit firma for over 100 mio. kr. - og tjener stadig fedt på det

Trine Andersen kunne ikke finde et pænt tapet og designede i stedet sit eget. Det har gjort hende til mangemillionær.

Trine Andersen stiftede Ferm Living i 2006, da hun ikke kunne finde tapet til sin nye lejlighed. Foto: Ole Lind. Foto: Ole Lind

Den danske iværksætter og modedesigner Trine Andersen kan stadig prale af at stå bag en særdeles indbringende virksomhed.

Også selvom hun ikke længere er hovedejer af virksomheden Ferm Living, som hun for lidt over et år siden solgte til den europæiske kapitalfond Vendis Capital for et trecifret millionbeløb.

Ferm Living, der sælger tekstiler og interiør til boligen på nettet og gennem forhandlere verden over, kom ud af 2016 med et overskud på knap 11 mio. kr. Det viser et netop offentliggjort regnskab.

Hele overskuddet blev trukket ud som udbytte til ejerne, Trine Andersen og Vendis Capital.

Ferm Livings overskud i 2016 var væsentligt mindre end i 2015. Det skyldes ifølge ledelsen omstruktureringer i forbindelse med den nye ejerstruktur og investeringer i personale og markedsføring.

Samlet set har designvirksomheden over de seneste fem år tjent 50 mio. kr.

Trine Andersen stiftede Ferm Living i 2006, da hun ikke kunne finde tapet til sin nye lejlighed. Så var det jo lettere at lave sit eget. Navnet Ferm Living fandt hun på, da hun bladrede igennem en af farmoderens gamle håndbøger og faldt over udtrykket "at være ferm på fingrene."

Siden er Ferm Living vokset eksplosivt og sælger i dag sine produkter over det meste af Europa, i Australien, USA og Japan. Den nye ejer, Vendis Capital, skal især brede Ferm Living ud til Frankrig, Holland og Belgien.

Hvad Vendis Capital betalte for at overtage majoriteten af aktierne i Ferm Living er hemmeligt, men det var et trecifret millionbeløb i den lave ende, har parterne afsløret.

Trine Andersen ejer fortsat en pæn del af Ferm Living, men står ikke længere i spidsen for selskabet. Til gengæld tager hun sig af det kreative.

Beslutningen om at sælge sit livsværk skyldtes bl.a., at hun ikke havde nok tid til at fokusere på det, hun virkelig brænder for: At designe og være kreativ.

Det fortalte hun i et interview med Finans i forbindelse med salget.

»Mit hjerte banker dybest for at designe produkter. I takt med at vi er blevet en større og større succes, har jeg brugt mere og mere tid på alt det uden om design: Drift, personalehåndtering. Og det var ikke hensigtsmæssigt,« sagde Trine Andersen.

BRANCHENYT
Læs også