Fortsæt til indhold

Annika Falkengren holdt ikke ferie i 12 år: Nu får hun 5,8 mio. kr. i 'feriepenge'

Annika Falkengren har forladt den svenske storbank SEB, som hun har stået i spidsen for i 11 år.

Erhverv

Annika Falkengren, der efter 11 år i spidsen for den svenske storbank SEB forlod posten som topchef tidligere på måneden, er noget af det nærmeste, man kommer på en person med ferie-allergi.

I næsten 30 år arbejdede hun i SEB, men uden at holde ferie i de sidste 12 af dem. Værdien af de 12 års ferie er dog ikke forsvundet. Annika Falkengren bliver nemlig kompenseret af SEB for ikke at have holdt ferie i mere end et årti, skriver svenske Dagens Industri.

»Hun bliver betalt for den udestående ferie. I hendes tilfælde er den ikke blevet brugt i ca. 12 år,« siger SEB's kommunikationschef Viveka Hirdman-Ryrberg til Dagens Industri.

Forklaringen på de mange år uden ferie skal findes i jobbets karakter, lyder det fra kommunikationschefen.

»Det er sådan, at topchefer altid er på arbejde. 24 timer i døgnet, syv dage om ugen,« lyder det fra Viveka Hirdman-Ryrberg.

Helt præcist får Annika Falkengren udbetalt 7,5 mio. svenske kr., hvilket svarer til 5,8 mio. kr., for den manglende ferie. Den nye topchef i SEB Johan Torgeby kan dog ikke se frem til en lignende udbetaling, hvis han bliver i stillingen i ligeså mange år som Annika Falkengreen og heller ikke holder ferie.

SEB har nemlig ændret sin politik på området. De betyder, at Johan Torgeby har 30 feriedage om året, hvoraf han kan spare fem årlige feriedage op. Det maksimale antal feriedage, der bliver sparet op over hele ansættelsen, må dog maksimalt ligge på 25.

Hvorvidt Annika Falkengren kan spare ferie op til udbetalt hos sin nye arbejdsgiver, den schweiziske bank og kapitalforvalter Lombard Odier, melder historien ikke noget om.

Artiklens emner
SEB
Annika Falkengren