Fortsæt til indhold

Nasa vil halvere din flyvetid med nyt superfly

Nasa vil bruge 2,5 mia. kr. på at udvikle et fly, der skal kunne flyve fra New York til Los Angeles på tre timer og dermed halvere flyvetiden.

Erhverv

Hvis man blot er vant til at køre bil, kan en hastighedsgrænse på 1.062 km/t lyde en smule høj. Men det er ikke helt hurtigt nok for fly, hvis det står til det amerikanske rumfartsvæsen Nasa, der i 2022 vil gøre det muligt at komme endnu hurtigere frem.

Det skriver Bloomberg Businessweek.

Siden 1973 har der ellers været en hastighedsgrænse for kommercielle fly på 1.062 km/t. Hastighedsgrænsen eksisterer, da man fandt ud af, at fly bryder lydmuren ved en hastighed over 1.062 km/t.

Når fly bryder lydmuren, risikerer man, at der opstår chokbølger, der lyder som brag, når bølgerne når jordoverfladen, og i værste fald skaber ødelæggelser og forstyrrelser på jorden.

Men ifølge Bloomberg vil Nasa bygge et fly med et særligt design, der ikke bryder lydmuren og ikke burde lyde højere end summen fra en Mercedes-Benz, der kører på motorvejen.

Det nye fly skal kunne halvere flyvetiden, og allerede i juni i år testede Nasa en mindre model med gode resultater, fortæller en gruppe forskere til Bloomberg.

Det amerikanske rumfartsvæsen foreslår at bruge 390 mio. dollars, svarende til 2,5 mia. kr., henover de næste fem år på at bygge det første fly. Planen er at teste flyet i 2022.

Nasa har også planer om at dele teknologien med andre amerikanske flyproducenter som eksempelvis Boeing og Lockheed Martin.

Selvom de tekniske udfordringer er blevet løst, mangler Nasa dog stadig Kongressens tilladelse til at bryde loven om hastighedsgrænsen.

»Vi har modtaget støtte fra både Nasa og Kongressen for at få dette til at ske. Jeg er meget positiv omkring udsigterne for projektet,« siger Peter Coen, der er projektleder for Nasas forskerhold for kommerciel udvikling af supersonisk luftfart, til Bloomberg.

Det første års finansiering indgår i Donald Trumps budgetforslag for 2018, skriver Bloomberg.

Artiklens emner
Flyrejse
Nasa