Fortsæt til indhold

Uber hyrer Nasa-ingeniør til at udvikle flyvende biler

Uber tager kampen op mod Boeing og Google for at følge med udviklingen.

Tech

Der er nok mange, der sidder i bil i morgentrafikken og ønsker, at der findes en nemmere og hurtigere vej på arbejdet. Løsningen kan være på vej fra Uber, der vil udvikle flyvende taxaer.

Uber har nemlig ansat Mark Moore, der har været ansat 30 år i Nasa, og som har undersøgt muligheden for, at en bil eller et mindre luftfartøj kan lette og lande vertikalt, ligesom helikoptere gør. Det skriver Bloomberg.

»Jeg kan ikke komme i tanke om en anden virksomhed i en stærkere position til at lede udviklingen for dette nye økosystem og udvikle teknologien, der gør dette marked til en realitet,« siger Mark Moore, der skal lede Ubers afdeling for teknisk udviking af luftfartsmuligheder, til Bloomberg.

Uber udgav i oktober 2016 en rapport, hvor selskabet gav udtryk for, at det gerne vil spille en rolle i udviklingen omkring bl.a. batteriteknologien og være med til at finde en løsning på luftforurening, men ikke nødvendigvis være med til at udvikle en flyvende bil.

Der kan være flere forklaringer på Ubers beslutning om at ansætte Mark Moore. Det mener den amerikanske journalist Brad Stone. Uber kan f.eks. være bekymret for at falde bagud, så udviklingen sker helt uden dem. Hvis Google udvikler en førerløs bil, og Boeing udvikler en flyvende bil, bliver Uber mindre relevant, ifølge Brad Stone.

»En anden forklaring på, at Uber vil være med til at udvikle denne nye teknologi, kan være, at selskabet er interesseret i at se udviklingen, være en del af fremtiden og løse problemerne omkring transport. Så er det nødt til at være involveret og være en aktiv del af processen. Og jeg tror, at Uber har ressourcerne til at udvikle dette,« siger journalist Brad Stone til Bloomberg.

Før Uber kan begynde at få biler til at lette, er selskabet nødt til at tackle andre udfordringer som en forhandling med leverandører om priserne og løse restriktioner for lufttrafik, mener Mark Moore. Samtidig understreger han over for Bloomberg, at Uber med sine mange ressourcer og 55 millioner aktive brugere er en af de bedst stillede virksomheder til at bryde igennem på dette marked.

Uber har tidligere stået på mål for mange beskyldninger om at køre ulovligt og ignorering af taxaloven. Flere Uber-chauffører blev i 2016 dømt for piratkørsel og fik bøder på mellem 2.000-6.000 kr.

Artiklens emner
Selvkørende biler
Uber