Dansk mode satser på vækst ved at klæde hele verden på
Eksporten af dansk modetøj er steget med 18 pct. de seneste fire år. Hovedparten af salget sker dog til nærmarkeder, og derfor jagter flere danske tøjvirksomheder salg længere ude i verden.
Danske tøjvirksomheder har godt fat i udlandet, og der er gode muligheder for at accelerere salget ved at tage fat i lande uden for nærmarkederne.
Det vurderer revisions- og konsulenthuset Deloitte, der i en ny analyse konkluderer, at den danske tøjeksport er vokset 18 pct. de seneste fire år, men hovedsageligt med Skandinavien og Tyskland som de store drivere.
»Mange danske modeproducenter har hovedparten af salget på de kendte, nordeuropæiske markeder. Men generelt kan det være relevant at kigge på eksportmarkeder også uden for Europa. Privatforbruget og samfundsøkonomien ventes at stige markant i flere store lande, hvor dansk eksport endnu er lav, og mulighederne mange,« mener partner hos Deloitte Morten Gade Steinmetz.
Tyskland er det største eksportmarked for dansk tøj med salg på over 8 mia. kr.
I modeselskabet NN07 udgør andelen af tøj solgt uden for Skandinavien nu 25 pct., bl.a. et resultat af en en massiv satsning på globale stormagasiner. Salget ud over hjemmemarkederne skal dog gerne øges betydeligt. Ifølge adm. direktør Tommy Holte er der også ambitioner om langt mere.
»De skandinaviske lande er et samlet hjemmemarked for os. Men for at vokse og samtidig gøre virksomheden mindre afhængig af enkelte markeder har vi lagt en international strategi. Den giver nu resultat, så vi kan holde en samlet tocifret vækstrate,« fortæller Tommy Holte.
NN07 er ikke fokuseret på specifikke geografiske markeder.
»For os er det afgørende at finde de rette samarbejdspartnere, som ønsker at udvikle NN07 på samme måde som os, hvad enten der handler om et førende stormagasin i USA eller en af de kendte modebutikker i London. Vi er skandinavisk funderede, men vi anskuer verdenen ud fra et internationalt perspektiv, da den bliver mindre og mindre med både den teknologiske udvikling og rejsemønstre,« siger Tommy Holte.
Organisationen Wear under brancheorganisationen Dansk Erhverv har opgjort, at moden står for 4,3 pct. af den samlede danske vareeksport. Og vurderingen er, at de seneste års vækst kan fortsætte - baseret på at 1. kvartal af 2017 ifølge Dansk Erhverv gav et løft i eksporten af beklædning på 5 pct.
»Dansk design er i høj kurs i udlandet. De seneste tre år har vist stabil vækst hvert år. Og ud fra de tilgængelige tal fra de første måneder af året ser det ud til at fortsætte,« siger direktør i Wear Nikolai Klausen.
Den danske modebranche, der den kommende uge samles i København til den halvårlige modeuge, er dog præget af få store virksomheder – med giganten Bestseller i front og derefter de børsnoterede DK Company og IC Group A/S. 10 virksomheder står for op mod 90 pct. af omsætningen.
En tidligere opgørelse fra Dansk Mode & Textil viser, at der før finanskrisen var ca. 1.100 danske modemærker. Det er nu reduceret til cirka 700 fordelt på omkring 450 virksomheder.