Fortsæt til indhold

Ny Somersby-serie skyder Carlsbergs salg af sommercider i vejret

Særligt én ny, tør version af Somersby-cideren ser ud til at være gået rent ind hos forbrugerne.

Erhverv

Trods en relativ kold, grå og regnfuld dansk sommer har forbrugerne ikke skruet ned for lysten til - eller indtaget af - sommercider.

Tværtimod kan Carlsberg berette om en eksplosiv vækst i cider-salget.

Sammenlignet med i fjor er salget af Somersby steget med 76 pct. Det skriver Børsen.

Stigningen sker i kølvandet på bryggeriets lancering af en ny - og mere tør - Somersby-serie, der har fået navnet Somersby Orchard Selection. Og netop denne serie ser ud til at være gået rent ind hos forbrugerne.

Somersby Orchard Selection står for størstedelen af væksten i cider-salget, og ifølge Carlsbergs egne tal udgør den nye serie allerede 47,2 pct. af det samlede Somersby-salg på glas.

Særligt én af versionerne i den nye serie ser ud til at være ekstra populær blandt cider-drikkerne.

»Det er stadig meget tidligt i processen, så jeg vil gerne tage alle de forbehold, jeg kan, men det lader til, at vi med Somersby Orchard Selection rammer noget rigtigt i befolkningen, hvor især den lyserøde Sparkling Rosé er blevet taget rigtig godt imod, og vi gætter på, for det har vi ikke tal på, at det skyldes, at vi lancerede den i rosé-sæsonen, hvor den er et alternativ til den klassiske rosévin,« siger Simon Kjær Foged, Carlsbergs marketingmanager for cider, til Børsen.

Artiklens emner
Carlsberg