Erhverv

Farverig milliardær taber kæmpebeløb på rentefinte - men tjener alligevel godt

Målt på driften havde Petter Stordalen i 2016 sit bedste år nogensinde. Men en renteaftale trak gevaldigt ned.

Petter Stordalens hotelimperium havde i 2016 sit bedste år nogensinde målt på den rå drift. Foto: Petter Malm/Strawberry

Petter Stordalen bliver kaldt meget. Farverig, flamboyant og excentrisk er blot nogle af de tillægsord, der bliver brugt om den norske milliardær, som ejer hotelkæden Nordic Choice Hotels og har flere hoteller i Danmark.

Man kunne også kalde ham en mand, der er i stand til at tjene mange penge.

For det er netop blevet bevist i nye regnskaber for 2016 fra Stordalens selskaber Strawberry Holding og Strawberry Fields. De kom ud af året med de bedste driftsresultater nogensinde på henholdsvis 450 og 385 mio. norske kr., svarende til 360 og 308 mio. kr., skriver det norske medie Finansavisen.

Dog ender det samlede overskud for Strawberry Holding på 122 mio. kr., noget lavere end i 2015, fordi Petter Stordalen har tabt stort på et såkaldt renteswap, der er en finansiel aftale mellem to parter, som bytter rentebetalinger i en given periode.

Renteswappet har ifølge Finansavisen kostet Petter Stordalen 400 mio. norske kr., svarende til 320 mio. kr., i 2016. Men det er dog ikke noget, der virker til at bekymre hotelmilliardæren.

»Jeg ser ikke på aftalerne (renteswap-aftalerne, red.) som tab. Det er en forsikring mod fremtidig rentefremgang. Jeg betaler for at sove godt om natten,« siger Petter Stordalen til Finansavisen.

Han overtog tidligere i år driften af det femstjernede Hilton-hotel ved Københavns Lufthavn, ligesom han har planer om at bygge et storslået hotel i den ikoniske centralpostbygning i København. Det hotel skal efter planen stå klar i 2020.

I maj tabte Petter Stordalen en konkurrence om at få lov til at bygge et hotel på den nye havnefront i Aarhus. Vinderen blev i stedet Scandic-kæden, der har fået stjernearkitekten Bjarke Ingels til at tegne hotellet.

Petter Stordalen, der menes at være god for omkring 10 mia. kr., har tidligere brændt sig gevaldigt på hoteldrift i Danmark. Efter at have tabt næsten 1 mia. kr. på finanskrisen solgte han i 2011 sine 12 danske hoteller til hotelkæden First Hotels.

To år senere vendte nordmanden imidlertid tilbage til Danmark, da han købte Hotel Skt. Petri og Hotel Vesterbro i hjertet af København.

Læs også
Top job