Fortsæt til indhold

Strømsvigt lammede Bryggeriet Vestfyen: Tabte tusindvis af kroner i minuttet

En større strømafbrydelse i Assens og omegn kostede Bryggeriet Vestfyen en stor mængde malt, som måtte smides ud.

Erhverv

Et større strømsvigt mandag eftermiddag i Assens og omegn blev dyrt for Bryggeriet Vestfyen, der står bag Jolly Cola og en række ølmærker.

I 32 minutter var 7.000 Energi Fyn-kunder, herunder Bryggeriet Vestfyen, nemlig ramt af en strømafbrydelse, og det var nogle kostbare minutter for det kendte fynske bryggeri, der er Danmarks fjerdestørste.

Ifølge brygmester Christoph Behnke mistede bryggeriet op mod 200.000 kr. i tabte produktionsomkostninger, svarende til 6.250 kr. i minuttet, på strømsvigtet, der lammede hele bryggeriet.

»Vi har seks linjer kørende. De kører alle på strøm. Inden for dem er der forskellige underprocesser i gang. Ligeså snart strømmen slukker, går det hele i stå. Når der er strømsvigt, er der nogle batterier, der lige kan klare det. Men med så stor en afbrydelse og lang tid, så begynder det at gå galt,« siger han til Fyens Stiftstidende.

Omregnet til flasker vurderer Christoph Behnke, at strømafbrydelsen kostede bryggeriet 100.000 flasker i ren produktion.

Bryggeriet Vestfyen var da også efter strømafbrydelsen nødt til at smide 2,5 ton malt ud, fordi det var ubrugeligt.

Den store tobaksproducent Scandinavian Tobacco Group er også beliggende i Assens, men der blev produktionen ikke ramt af strømafbrydelsen, fortæller virksomheden til Fyens Stiftstidende.

Scandinavian Tobacco Group lukker nemlig produktionsapparatet kl. 15 i sommerperioden, og da strømafbrydelsen først ramte efter det tidspunkt, var det kun kontorarbejdspladserne, der blev ramt.

Artiklens emner
Bryggeriet Vestfyen