Fortsæt til indhold

A.P. Møllers kapitalfond vil åbne for udenlandske investorer

Den nystiftede afrikafond begynder nu næste finansieringsrunde.

Erhverv

Mærsk-gruppens nystiftede kapitalfond, A.P. Møller Capital, lægger med 550 mio. dollars i ryggen an til at bejle til en ny runde investorer - og gerne internationale af slagsen.

Kapitalfonden, der er født i A.P. Møller Holding - Mærsk-gruppens pengetank, der er storaktionær i Mærsk-koncernen - har et mål om at nå 1 mia. dollars, altså omtrent 6,3 mia. kr. i løbet af et år.

Fonden, der allerede har danske PKA, Pension Danmark og Lægernes Pension med om bord, har også lyset rettet mod udenlandske institutionelle investorer med appetit på investeringer i afrikansk infrastruktur.

»Fonden er åben for institutionelle investorer - både internationale og danske,« siger Kim Fejfer, ledende partner i fonden og som tidligere øverste chef for APM Terminals, Mærsks havneterminalselskab, en gammel kending i Mærsk.

Om udenlandske investorer er mere interessante end de danske af slagsen, svarer Kim Fejfer ikke direkte på.

»Vi skal nu i gang med second close (anden runde af investeringer, red.), og der vil vi selvfølgelig præsentere vores koncept for dem, som vi synes er mest relevant at præsentere for,« siger han.

Fonden har fået et kapitaltilsagn på 550 mio. dollars. Hvor mange penge har A.P. Møller Holding selv skudt i?

»Vi har valgt en struktur, hvor alle fire i snit har leveret det samme beløb,« fortæller Kim Fejfer, der som ledende partner også har lagt egne penge på kogepladen.

A.P. Møller Capital skal investere i infrastrukturprojekter indenfor bl.a. vejnet, distributionscentre og energi i en række afrikanske lande. På sigt kan der komme flere fonde med andre formål, men hvilke regioner og eller investeringstyper, der kunne være tale om, kan den ledende partner ikke løfte sløret for endnu.

»Det har vi slet slet ikke brugt tankevirksomhed på at lægge os fast på. Nu fokuserer vi på vores afrikafond, og så kommer vi til det (mulige andre fonde, red.) senere,« siger han.

A.P. Møller Holding blev etableret i slutningen af 2013 for at drive og sikre de forretnings- og investeringsmæssige aktiviteter for A.P. Møller Fonden, der er Mærsk-familiens pengetank. Holdingselskabet ejer 50,1 pct. af stemmerne og 41,5 pct. af aktiekapitalen i Mærsk-koncernen foruden 20 pct. af aktierne i Danske Bank.

I front for holdingselskabet står Mærsk-arvingen Robert Uggla, og kapitalfonden er blevet modtaget som hans første træk i en mere langsigtet strategi.

Præcist hvilke strategiske tanker, der ligger bag, og hvad der evt. kan ventes i kølvandet på etableringen af kapitalfonden, melder holdingselskabet dog ikke om. Og udover et citat i dagens pressemeddelelse, ønsker ledelsen af selskabet ikke at kommentere.

Sikkert er det dog, at A.P. Møller Holding med en egenkapital på 119 mia. kr. kunne have gået selv og investeret alene. Så hvorfor vælge kapitalfonds-strukturen?

»Det kunne A.P. Møller Holding sikkert godt (gå selv, red.). Men det koncept, vi har udviklet, der er vi sammen stærkere, når vi investerer sammen med f.eks. danske pensionskasser,« siger Kim Fejfer.

Artiklens emner
A.P. Møller - Mærsk
Kim Fejfer