Erhverv

Carlsberg klar til at investere mere efter et stærkt halvår

Der bliver sat ekstra tryk på den nuværende strategiplan, og det er en af årsagerne til en manglende opjustering fra bryggeriet

Carlsbergs topchef Cees 't Hart (th), der her skåler med sin bestyrelsesformand Flemming Besenbacher efter genoplivningen af en 133-årig Carlsberg, er tilfreds med det første halvår af 2017. Foto: Philip Davali

Da hollandske Cees 't Hart trådte til hos Carlsberg en juni dag i 2015 var der mange spørgsmålstegn. Kunne en mand fra mælkefirmaet Campino virkelig også sælge øl. Og ikke mindst sørge for et ordentligt overskud.

Noget tyder på, at han med dagens halvårsresultatet har besvaret nogle af spørgsmålene. Bryggeriet kunne fremvise en stor fremgang i overskuddet både før og efter skat. Eneste malurt i bægeret er en flad udvikling i omsætningen.

På den anden side har Cees 't Hart fra første dag været klar i mælet om, hvad Carlsberg skal: Bryggeriet skal tjene flere penge, og så må omsætningen blafre lidt i vinden.

»Det var et stærk 1. halvår og vi kan nu sætte endnu mere kraft bag vores strategiplan. Vi er ikke tilfredse med faldet i volumen, men det er stærkt påvirket af forbuddet mod at sælge øl i Rusland i plastikflasker med 1,5 liter,« siger Cess t' Hart.

Der var fremgang i overskuddet i alle de tre regioner som Carlsberg driver forretning i. Godt nok er der valutamedvind fra rublens kursudvikling i Rusland, men det er et udtryk for, at spareplanerne har virket. Den begyndende genvundne styrke skal bruges til at sætte ekstra tryk på strategiplanen Sail'22.

Carlsberg kom ikke - og måske noget overraskende - med en opjustering af sine forventninger til hele året. På trods af en fremgang i overskuddet før skat på 20 pct. til godt 3,8 mia. kr. Det forklarer faldet i aktiekursen i den tidlige handel, men aktien har siden rettet sig (kl. 10).

»Der er flere årsager til, at vi ikke opjusterer på trods af et godt 1. halvår. Der er stigende omkostninger på vej i andet halvår, og drikkevejret i Nordeuropa ikke har været lige så godt som året før. Dertil kommer, at vi forventer større investeringer i andet halvår gennem strategiplanen Sail'22,« siger koncernfinansdirektør Heine Dalsgaard fra Carlsberg.

Men den manglende opjustering skyldes nok så meget, at Carlsberg ikke kunne drømme om at love noget.

Det er alfa og omega for Carlsberg, at kunne levere det lovede og så hellere overraske positivt. Her skræmmer sporene fra tidligere år. Investorerne har ikke været tilfredse, og nu forventer de at få et ordentligt udbytte og en stigende aktiekurs.

Spareøvelsen de senere år hos Carlsberg har gået ud på, at nedbringe antallet af enheder. Bryggeriet havde alt for mange mærker som blev solgt i utallige forskellige størrelser og indpakninger.

En model, der drænede bryggeriet for kræfter og overskud. Antallet af mærker man satser på er skåret ned og der er taget enheder ud i hunderedevis. Alt sammen giver det en mere effektiv forretning, og det kan ses i halvårsregnskabet.

Carlsberg 1. halvår (mio. kr.)20172016
Omsætning31.76531.243
Driftsoverskud (ebitda)6.6335.713
Resultat før skat3.8123.151
Overskud efter skat2.3041.876
Nettorentebærende gæld21.85228.290
Indtjeningsmarginal13 %11 %
BRANCHENYT
Læs også