Air Berlin vil sælge landingstilladelser for at skaffe penge
De såkaldte slots i travle lufthavne kan indbringe mange penge til Air Berlin, der er i betalingsstandning.
Air Berlin vil skaffe penge i kassen ved at sælge ud af flyselskabets eftertragtede start- og landingstilladelser i en række store lufthavne.
Indtægterne fra salg af de såkaldte slots skal være med til at tilbagebetale det lån på 1,1 mia. kr., som den tyske stat har ydet for at holde Air Berlin flyvende, mens selskabet er i betalingsstandsning.
Det er nyhedsbureauet Reuters, der erfarer, at salg af slots er en del af redningsplanen for Air Berlin. Også den tyske regering har nævnt muligheden for at skaffe indtægter ved at sælge slots.
Air Berlin har start- og landingstilladelser i en række internationale lufthavne, herunder JFK i New York, Charles de Gaulle i Paris og lufthavne i Los Angeles og San Francisco. Flere af disse lufthavne er så fyldte, at slots kan være mange penge værd.
Desuden har Air Berlin masser af flyvninger fra flere af de store tyske lufthavne, både til indenrigsruter og internationale flyvninger. Det gælder ikke mindst i Düsseldorf Airport, hvor miljøhensyn lægger begrænsninger på trafikken.
SAS har både i år og for to år siden solgt slots i den travle London Heathrow lufthavn for flere hundrede mio. kr.
Lufthansa deltager i forhandlinger om at overtage aktiviteter fra Air Berlin, og Ryanair har allerede klaget over, at betalingsstandsningen favoriserer det dominerende tyske flyselskab.
Lavprisselskaber som Ryanair og EasyJet er også interesseret i at øge tilstedeværelsen på det tyske marked, hvor discountoperatører har en mindre andel.
Lavprisselskaberne har 33 pct. af de europæiske flyvninger fra Tyskland, mens andelen i Europa er på 42 pct. I Storbritannien har discountoperatørerne 61 pct. af markedet ifølge data fra Flightglobal.

