Fyret Hummel-direktør indtræder i bestyrelsen hos Bülow-lakrids
Den tidligere direktør i Hummel, Søren Schriver, indtræder i bestyrelsen for Lakrids by Johan Bülow.
Efter at have forladt sin stilling som direktør i Hummel under dramatiske omstændigheder gør Søren Schriver nu comeback i det danske erhvervsliv. Det sker efter, at han er trådt ind i bestyrelsen hos Danmarks ukronede lakridskonge Johan Bülow.
Det skriver Børsen.
Virksomheden, der har det formelle navn Lakrids by Johan Bülow, har den tidligere topchef for B&O Tue Mantoni som formand i sin bestyrelse. Han kalder Søren Schriver for en gevinst for lakrids-virksomheden.
»Søren har i 24 år været CEO i Hummel. Vi forventer at drage nytte af hans store internationale erfaring og hans erfaring med at drive profitabel vækst med et internationalt brand,« udtaler Tue Mantoni til Børsen.
Søren Schriver forlod sin tidligere stilling som direktør i Hummel med skandalerne væltende om ørerne på ham.
Her var han nemlig blevet fyret med anklager om svindel med ejendomme i Tyrkiet, der førte til en politianmeldelse. Det hele blev kun mere opsigtvækkende, da Hummel-ejer Christian Stadil indkaldte til et pressemøde, hvor han fortalte, at Søren Schriver ville blive meldt til politiet for bedrageri og returkommission, og at ejendomsstriden kun var en del af en større historie om, hvordan Hummel var blevet bedraget af sin direktør.
Men Søren Schrivers dramatiske exit fra Hummel har ikke skræmt Tue Mantoni.
»Vi har naturligvis været bekendt med sagen og sagens karakter. Vi har fulgt den i pressen og selvfølgelig fået Sørens version af sagen. På den baggrund har vi valgt at tilbyde Søren medlemsskab af bestyrelsen, og det er vi glade for, at han har sagt ja til,« skriver han i en mailsvar til Børsen.
Johan Bülow selv er ikke længere direktør i lakrids-firmaet, da han solgte aktiemajoriteten af sin virksomhed til den svenske kapitalfond Valedo Partners sidste år. Johan Bülow har da heller ikke nogen større kommentar til det nye bestyrelsesmedlem, men han mener, at det hjælper, at Søren Schriver elsker Lakrids.

