Erhverv
0

Fem års fængsel til Samsung-arving

Arvingen til det kæmpe elektroniske konglomerat Samsung, Jay Y. Lee, er blevet idømt fem års fængsel i en sag om korruption. Mange opfatter det som en epokegørende udvikling i landet.

Foto: AP/Ahn Young-joon

Arvingen til verdens største smartphoneproducent, Jay Y. Lee, blev fredag morgen dømt til fem års fængsel af en domstol i Seoul.

Domstolen fandt den 49-årige Samsung-arving skyldig i bestikkelse, edsbrud og underslæb.

Det er første gang, at en så fremtrædende erhvervsleder er blevet dømt skyldig i bestikkelse i Sydkorea, hvor Samsung-familien og andre konglomerater er kendte for deres enorme indflydelse og evne til at undslippe loven i en række opsigtsvækkende sager.

Mange opfatter derfor dommen som en epokegørende ny udvikling i landet.

Jay Y. Lee har været varetægtsfængslet siden februar og erklærer sig fortsat uskyldig. Hans advokat udtaler, at han vil appellere dommen til højesteret, til trods for at Lees strafudmåling var væsentligt lavere end anklagemyndigheden ønske om 12 års fængsel.

Lee er anklaget for at have betalt et beløb svarende til 254 millioner kr. til den i marts afsatte sydkoreanske præsident, Park Geun-hyes veninde Choi Soon-sil for at få indflydelse på præsidenten.

Fængselsdommen til Samsung-arvingen sår tvivl om hans muligheder for at vende tilbage til konglomeratet, som hans bedstefar grundlagde for mere end 80 år siden.

Choi Soon-sil, der modtog bestikkelsen, beskyldes for at have misbrugt sin indflydelse på præsidenten til blandt andet at afpresse både Samsung og Huyndai til at betale gigantiske millionbeløb.

Bestikkelsespengene er eftersigende blevet brugt på at finansiere datterens skolegang i Europa.

Den Sydkoreanske præsident, Park Geun-hye, er den første demokratisk valgte leder som blev afsat fra sit embede uden valg. Hun afventer stadig dom, og kendes hun skyldig, risikerer hun op til 10 års fængsel.

BRANCHENYT
Læs også