Skal du virkelig bruge 499 kr. på at se Mayweather-McGregor?
De to boksere står til at skovle penge ind uanset resultatet i Las Vegas som vises som pay-per-view søndag morgen dansk tid.
Skal du ofre 499 kr. på at se den stærkt opreklamerede boksekamp mellem Floyd Mayweather og MMA-kæmperen Conor McGregor? Er det værd at sætte penge på udfaldet hos en bookmaker?
Det er en kamp om ekstremt mange penge, hvor Mayweather anslås at tjene omkring 1,4 mia. kr. og McGregor omkring 600-700 mio. kr.
Det er også årets mest omtalte kamp eller begivenhed. Men spørgsmålet er, hvad det egentlig er for en størrelse. Finans har bedt JP's bokseekspert Michael Enggaard vurdere kampen og hele showet omkring den.
Han har fulgt boksning tæt i adskillige år og har blandt andet skrevet en meget rost bog om Mikkel Kessler.
Er det reelt en boksekamp?
»Ja, det er det. Den ene har bare aldrig prøvet det før. Der bokses efter reglerne under Nevada State Athletic Commission, og så vidt jeg ved, står der i kontrakten, at McGregor vil miste en betydelig del af sin purse, hvis han pludselig sparker eller tager brydegreb på Mayweather. Så det gør han næppe,« siger Michael Enggaard.
Er kampen værd at betale 499 kr. for som pay pr. view koster?
»Det er vel den gængse pris i Danmark for en ppv-begivenhed inden for boksning, men jeg kan nævne adskillige allerede annoncerede kampe, som jeg ville prioritere højere. Golovkin-Alvarez i næste måned, Lomanchenko-Rigondeaux senere på året. Der er faktisk også en forkamp til Mayweather-McGregor, som jeg egentlig hellere vil se, Nathan Cleverly-Badou Jack. Jeg har ikke selv købt kampen, og jeg synes egentlig, at den er skrækkelig og en hån mod alle de seriøse udøvere, specielt bokserne. MMA-miljøet har mindre at miste. Det forventes, at McGregor taber. På den anden side behøver man heller ikke og gå rundt og have ondt i røven over, at nogle kan stable et show på benene, som gør en masse mennesker rige.«
Hvem skal man sætte sine penge på hos bookmakerne? (måske er odds så gode, at det er værd at tage chancen med Mc Gregor?)
»Det er en sensation, hvis McGregor kan røre Mayweather og eventuelt vinde en omgang. Han har ikke bokset tidligere, og nu skal han besejre en af historiens bedste boksere, hvis kendetegn er en ultra defensiv stil, som diverse verdensmestre knapt har kunne få et stød ind på. Mayweather har haft en lang pause, og fordi han i forvejen er ekstremt forsigtig, tror jeg, at kampen kommer til at gå en del omgange. Mayweather vil ikke satse, og det ser sikkert også lidt mindre cirkusagtigt ud, hvis publikum får lidt for pengene. Men det kan selvfølgelig være, at McGregor kommer blæsende, og at Mayweather bliver nødt til at sætte ham ned med det samme. Jeg tror, at Mayweather stopper ham omkring 6. omgang.«
Hvorfor er der ingen tvivl om, at Mayweather vinder?
»Fordi han er blandt planetens mest forfængelige mænd, og hans eftermæle vil blive smadret ved et nederlag. Det tror jeg ikke, at han vil tillade.«
Skal du selv se kampen?
»Nej. Selv da Mayweather boksede mod rigtige boksere, havde jeg det ærlig talt svært med ham. Han er ubestrideligt dygtig, men også kedelig. Han bokser uden lidenskab. Tænker kun på penge, og dem får han så en del af flere af her,« siger Michael Enggaard.