Kulturhovedstad har brugt 168.000 kr. på aflyst dokumentar om "Raket Madsen"
Kulturhovedstad Aarhus 2017 har ikke taget stilling til, om den skal have penge retur fra dokumentar om den drabssigtede Peter Madsen.
Sidste uge meldte folkene bag Aarhus Kulturby 2017, at de havde valgt at stoppe produktionen af en dokumentar om den mordsigtede Peter Madsen, der er beskyldt for at havde dræbt den svenske journalist Kim Wall på en selvbygget ubåd.
Nu viser det sig, at kulturhovedstaden har betalt 168.000 kr. til filmen om den excentriske ubåd- og rakatmager, som skulle produceres af en australsk instruktør.
»Vi har givet penge til tre film, som den australske instruktør skal lave til en filmfestival til oktober i anledningen af Kulturby 2017,« siger Peter Vestergaard, pressechef for Aarhus Kulturby 2017.
Temaet til filmfestivalen handler om spektakulære danskere, og tilsammen fik den australske instruktør lidt over en halv million kr. for at producere de tre film.
De to andre film er stadig fastlagt til at få premiere til oktober, men om kulturhovedstaden vil få pengene retur for den fallerede dokumentar om Peter Madsen, har den ikke taget stilling til.
»Vi ved ikke, hvad der skal ske. Og vi har ikke yderligere kommentarer, så længe politiet er i gang med en efterforskning,« siger Peter Vestergaard.
Hvad vil proceduren være, hvis man har givet penge til et projekt, der ikke er blevet til noget?
»Det er ikke noget, der er fast procedure for, men jeg kan ikke udtale mig mere«
Hvad mener filminstruktøren selv?
»Vi har været i kontakt med hende, men hun ønsker ikke at udtale sig til pressen«
Filmens instruktør ansøgte om filmstøtten i foråret, og idéen var at følge Peter Madsen i sit forsøg på at udvikle en rumraket.
Instruktøren nåede også at lave flere optagelser til filmen, og hun tilbragte tid sammen med ubådsmageren ad flere omgange.