Erhverv

Danske snusbrødre har tjent kassen på tobaksfabrik: Nu sælger de den

Swedish Match har købt V2 Tobacco fra Silkeborg. Det danske firma har haft store millionoverskud de seneste år.

De to brødre Marc og Patrick Vogel har de seneste 11 år solgt tobak og snus-lignende produkter gennem selskabet V2 Tobacco, der har haft omkring 60 mio. kr. i overskud efter skat de seneste tre år. Foto: Romas Dabrukas/AP

De to brødre Marc og Patrick Vogel har ramt en guldåre på at sælge tobak og snus-lignende produkter til store dele af verden.

Gennem en årrække har deres virksomhed V2 Tobacco fra Silkeborg haft tocifrede millionoverskud, og nu har den svenske tobakskæmpe Swedish Match valgt at købe V2 Tobacco, der har omkring 60 medarbejdere.

Det oplyser Swedish Match i en pressemeddelelse.

»Vi er meget begejstrede for denne transaktion,« siger Lars Dahlgren, adm. direktør i Swedish Match, i pressemeddelelsen.

Prisen på opkøbet af V2 Tobacco er hemmelig. Men tidligere har det været vurderet, at den danske tobaksvirksomhed kunne blive solgt for et trecifret millionbeløb.

»Det har været vigtigt for os at finde en køber, som deler vores værdier og ambitioner for fremtiden. Med dens (Swedish Match', red.) lange historie, kompetencer og dens store arbejde med produktkvalitet, vil Swedish Match give vores drift i Silkeborg nye og bedre muligheder for at udvikle sig og gro,« siger Marc Vogel, adm. direktør i V2 Tobacco, hvilket er en position han vil fastholde fremadrettet.

V2 Tobacco har haft held med at sælge snus-lignende produkter i lande, hvor snus ikke er tilladt, fordi selskabet har udviklet et produkt, der teknisk set ikke er snus, men i stedet er hakket tobak eller tyggetobak.

Nyheden om handlen mellem V2 Tobacco og Swedish Match er i øvrigt ikke første gang, de to virksomheder krydser klinger. V2 Tobacco fik nemlig i 2015 en bøde på 5,6 mio. kr. i Sverige for at have kopieret Swedish Match' dåser til snus.

Marc og Patrick Vogel er i begyndelsen af 40'erne og udlært som henholdsvis produktionsingeniør og markedsføringsøkonom. De ejede størstedelen af aktierne i V2 Tobacco inden salget og har ligeledes delt driften imellem sig.

Handlen mellem V2 Tobacco og Swedish Match gik igennem torsdag.

BRANCHENYT
Læs også