Merkel bakker op om søgsmål mod bilgigant
Tysklands leder kansler Angela Merkel bakker nu op et gruppe-søgsmål mod Volkswagen om kompensation til dieselbil-ejere. Det skete under en valgdebat på tysk tv søndag aften.
Presset stiger endnu en gang på den tyske bilgigant Volkswagen.
Nu meddeler Tysklands leder kansler Angela Merkel, at hun støtter et gruppe-søgsmål, der kan ende med at tvinge Volkswagen til at yde kompension til tyske dieselbil-ejere, ligesom det tidligere er sket i USA.
Det skriver Reuters.
»Vi vil sikkert snart begynde at (diskutere) den juridiske testsag, og det kan også betyde et gruppe-søgsmål, som jeg principielt støtter,« sagde Angela Merkel i en tv-debat søndag aften, hvilket betragtes som hendes stærkeste støttemelding til dato for en ændring i tysk lov.
»Det er helt klart, at bilindustrien skal holdes ansvarlig for det, den har gjort«, tilføjede hun i debatten mod sin politiske udfordrer Martin Schulz, der blev sendt forud for det tyske valg, der skal afholdes den 24. september i år.
Volkswagen har tidligere brugt milliarder på kompensation til amerikanske bilkunder efter skandalen om svindel med miljømålinger på dieselbiler blev afsløret – den meget omtalte »dieselgate«.
Bilgiganten har dog indtil nu nægtet at udbetale nogen form for kompensation til de 8,5 mio. bilejere i Europa, der er blevet påvirket af skandalen, hvilket juridisk har været nemmere for Volkswagen i Europa.
Den tyske regering har de seneste måneder været under pres for ikke at gøre nok for at skære ned på forurening fra biler samt blevet beskyldt for at være for tæt på enorme bilproducenter i Tyskland.
Derfor annoncerede Angela Merkel også yderligere mandag nye planer om at fordoble beløbet til 1 mia. euro til en fond med det formål at rydde op i bytransportens infrastruktur for at forhindre forbud mod dieselbiler i nogle tyske byer.
En udmelding, der kommer efter, at Stuttgart som den første tyske storby fra den 1. januar 2018 har besluttet sig for at indføre et forbud mod ældre dieselbiler. Til stor inspiration for Københavns teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell (EL), der i starten af juni var ude og sige, at han gerne ser et forbud mod ældre dieselbiler i hovedstaden.


