0

Jan Bech Andersen køber sig ind hos Bjarne Riis og Lars Seier

Jan Bech Andersen køber en tredjedel af aktierne i Bjarne Riis og Lars Seiers koncern, som nu skifter navn. Det samme gør selskabets professionelle cykelhold.

Bjarne Riis (th.) Lars Seier (midten) og Jan Bech Andersen (tv.) skal fremadrettet være forretningspartnere i koncernen Virtu Cycling Group. Foto: Lars Poulsen

Den kendte erhvervsmand og hovedaktionær i Brøndby IF, Jan Bech Andersen, indtræder som medejer af koncernen Riis Seier Denmark, der driver en række aktiviteter inden for cykling, herunder et rejseselskab og professionelle cykelhold for damer og herrer.

Jan Bech Andersen har købt en tredjedel af koncernens aktier fra de to hidtidige ejere, den tidligere Tour de France-vinder Bjarne Riis og Saxo Bank-milliardæren Lars Seier Christensen, som stiftede koncernen i august 2016.

Fremadrettet vil Jan Bech Andersen, Bjarne Riis og Lars Seier Christensen eje en tredjedel af koncernen hver, fortæller parterne til Finans.

»Cykelsport og cykling er en stor passion for mig. Derfor har jeg med stor interesse fulgt med i opbygningen af koncernen, og jeg synes, at Bjarne Riis og Lars Seier Christensen har bygget en fantastisk spændende platform op om cykelaktiviteter,« siger Jan Bech Andersen, der selv henvendte sig omkring muligheden for at investere i koncernen.

Hvor stort et beløb Jan Bech Andersen investerer i Riis og Seiers projekt, vil parterne ikke oplyse. Dog er det ikke småpenge, forklarer Bjarne Riis.

»Det er et betydeligt millionbeløb. Vi er jo efterhånden ikke så lille en virksomhed længere. Men det er fantastisk glædeligt, at vi får Jan Bech Andersen med ind som ejer og investor i gruppen. Det er helt sikkert med til at styrke os og sætte yderligere fart på den udvikling, vi er i gang med,« siger han.

Virtu Cycling Group

Med øjeblikkelig virkning skifter Riis Seier Denmark navn til Virtu Cycling Group. Samtidig skifter koncernens brands og datterselskaber navn. Ordet Virtu bliver et gennemgående tema i koncernen, fordi større dele af forretningen er funderet i det virtuelle.

Her er Virtu Cycling Groups virksomheder:

  • Virtu Business Club: Danmarks største erhvervsnetværk for cykelinteresserede. Består af mere end 300 virksomheder fordelt på seks byer rundt om i landet. Flere byer er på vej med i netværket.
  • Virtu Travel: Rejseselskab med fokus på skræddersyede cykelture til nogle af de mest kendte ruter inden for cykelsporten.
  • Virtu Villas: En større villa i Toscana, som kan bruges til træningslejre, konferencer eller seminarer.
  • VirtuPro: En stationær cykel, der indeholder højteknologiske elementer i form af elektroniske gear og mere end 1.400 virtuelle cykelruter i 4K-opløsning.
  • Virtu Go: Træningsplatform designet af tidligere professionelle cykelryttere, som hjælper med at planlægge og eksekvere motionen på cyklen.
  • Team Virtu Cycling: Professionelle cykelhold for både damer og herrer. Damernes hold er på World Touren, mens herrerne har en målsætning om World Touren i 2019.

I forbindelse med Jan Bech Andersens entré skifter koncernen øjeblikkeligt navn til Virtu Cycling Group, ligesom alle seks forretningsben i koncernen får et navn, der begynder med ordet Virtu.

Det betyder også, at ét af koncernens omdrejningspunkter, det professionelle cykelhold for herrer, der skal op på allerøverste hylde inden for cykelsporten i 2019, fremadrettet kommer til at hedde Team Virtu Cycling.

»Vi er ikke længere bare et projekt eller nogle løse ideer eller visioner. Vi er en dynamisk gruppe af virksomheder baseret på cykelrelaterede aktiviteter og en arbejdsplads, der hele tiden udvikler sig og bliver større. Så vi har et behov for et stærkt fælles fundament, og at alle vores virksomheder signalerer et tilhørsforhold til gruppen,« siger Bjarne Riis.

Ifølge Virtu Cyling Groups adm. direktør, Nicolai Jørgensen, skal der nu sættes mere tryk på speederen, så koncernen kan indfri sin målsætning om at blive et internationalt brand inden for forskellige slags cykelaktiviteter.

»Vi har et internationalt sigte på alt, hvad vi gør og vil lave samarbejder med de store stjerner inden for cykling. Folk skal have lyst til at bruge vores produkter, fordi vi kan tilbyde dem uovertrufne oplevelser. Først handler det dog om at få en stærk position i Danmark blandt motionister og erhvervslivet. Men vi skal også have professionelle hold, danskerne kan holde med, som de gjorde med Bjarnes gamle hold,« siger Nicolai Jørgensen med henvisning til holdet, der havde flere navne gennem årene, herunder Team Saxo Bank.

BRANCHENYT
Læs også