Fortsæt til indhold

Omstridt virksomhed lukker fabrik og fyrer 160 ansatte

Salg af kontroversiel it-overvågning har været en fed forretning for den nordjyske gren af BAE Systems. Men nu er det slut.

Erhverv

Den stærkt omdiskuterede virksomhed BAE Systems, der bl.a. er blevet kritiseret for at sælge overvågningsudstyr til arabiske diktaturstater, lukker sin fabrik i Nørresundby.

Det skriver Nordjyske.

Med lukningen mister omkring 160 ansatte deres arbejde på den højteknologiske og meget hemmelighedsfulde virksomhed, der i årevis har holdt til på grunden i Nørresundby - omringet af et to meter højt pigtrådshegn.

Lukningen træder i kraft fra juni næste år.

BAE Systems' hovedkontor i England skriver i en mail til Nordjyske, at dattervirksomheden i Nørresundby skal nedlægges og aktiviteterne flyttes andre steder hen.

»Vi forenkler vores drift for at betjene vores kunder bedst muligt og spare omkostninger. Det betyder, at den ekspertise, der i øjeblikket ligger i Aalborg, flyttes sammen med andre af vores produktionssteder, herunder UK, hvor hovedkvarteret ligger,« hedder det i e-mailen.

Det har ellers været en indbringende forretning for den danske afdeling af BAE Systems at producere og sælge teknologi til politi og efterretningstjenester. I det seneste regnskabsår tjente BAE Systems' danske gren 47 mio. kr. - det bedste resultat i over 10 år.

Alligevel bliver den nordjyske afdeling altså nu lukket.

I en tidligere fyringsrunde i 2013 skilte BAE Systems sig af med hver fjerde medarbejder på virksomheden i Nørresundby. Dengang var begrundelsen, at man ville »tættere på kunderne,« skriver Nordjyske.

BAE Systems etablerede sig i Nordjylland i 2011, da man købte det nordjyske it-firma El-tec for 1,4 mia. kr. El-tech skiftede herefter navn til BAE Systems Applied Intelligence A/S.

Hvad selskabet helt præcist har af produkter - eller hvem der køber dem - forsøger den danske gren af BAE Systems at holde hemmeligt. Men tidligere på året ramte mange af de oplysninger forsiden af Information.

Selskabet havde nemlig i 2016 fået tilladelse af de danske myndigheder til at eksportere overvågningssystemer til en stribe lande i Mellemøsten og Nordafrika. Heriblandt Saudi-Arabien, der i detaljer kan holde øje med, hvad befolkningen f.eks. skriver i e-mails, eller hvem de kommunikerer med.

På verdensplan beskæftiger britiske BAE Systems 83.000 ansatte og producerer alt fra jagerfly og tanks til it-overvågning og cybervåben.

Artiklens emner
BAE Systems