Erhverv
0

Salget stormer frem i Jysk-koncernen

Det danske selskab i dynekøbmandens detailkoncern har øget salget med 13 pct. det seneste år - trukket af butikker i mange lande.

Bestyrelsesformand Lars Larsen (tv.) og adm. direktør Jan Bøgh, Jysk Nordic, melder om salgsvækst det seneste år. Foto: Mathias Svold.

Den danske Jysk-koncern holder høj fart i salget – trods en presset detailhandel i flere lande. Det forløbne år udløser nemlig rekord hos den del af Lars Larsens storkoncern, der drives fra kontoret i Aarhus-forstaden Brabrand.

Koncernen
  • Jysk-koncernen ejes af dynekøbmand og bestyrelsesformand Lars Larsen, der etablerede den første butik i 1979.
  • Driver over 2.500 butikker i 48 lande.
  • Selskabet Dänisches Bettenlager har 1.211 i de tysktalende lande samt Frankrig, Italien, Spanien og Portugal, mens Jysk Nordic ud over Skandinavien har det øvrige marked i Europa og Kina med i alt 1.169 butikker.
  • Dertil kommer en stribe butikker, som drives af lokale franchisetagere i lande, der ikke regnes som kernemarkeder for koncernen, gennem Jysk Franchise.
  • Omsætning 2015/16: 23,2 mia. kr. Driftsresultat: 3,1 mia. kr. Resultat før skat: 2,9 mia. kr.

Jysk har endnu ikke afsluttet regnskabet for 2016/17, der løber fra september til september. Men Jysk Nordic, der omfatter 1.169 butikker i en lang række lande, rapporterer nu, at omsætningen i det forløbne år voksede med 13 pct. til 14,6 mia. kr. Året før var væksten på 11 pct. i Jysk Nordic.

»Vores ledestjerne er at vokse med 10 pct. årligt. Så derfor kan vi kun være tilfredse,« siger adm. direktør Jan Bøgh, Jysk Nordic.

Jysk-koncernen er delt, så det tyske selskab, Dänisches Bettenlager, driver kæden i de tysktalende lande samt bl.a. Spanien og Portugal, mens Jysk Nordic og Jysk Franchise tager sig af de resterende. Tilsammen har de flere end 2.500 butikker i 48 lande.

Jysk Nordic driver butikker lige fra eksempelvis Danmark, Polen og Norge til Ukraine, Grækenland og Balkan. Ifølge Jan Bøgh er væksten hentet bredt – dog med de højeste vækstrater i Østeuropa og på Balkan.

»Men også i Danmark og Skandinavien går vi frem. Vores egen opgørelse viser, at vi det seneste år samlet har vundet 6,7 mio. nye kunder. Og dermed viser vi, at de fysiske butikker fortsat har en klar eksistensberettigelse i en tid, hvor vi også arbejder intenst med at kombinere salgskanalerne, så de digitale online-muligheder hænger sammen med butikkerne,« siger Jan Bøgh.

I det forløbne år har Jysk Nordic udvidet med 81 nye butikker, som også trækker væksten.

»Det antal er det hidtil højeste i Jysk Nordic på et regnskabsår. Og vi har ingen planer om at sætte tempoet ned. Faktisk vil vi gerne det kommende år åbne lidt flere butikker end i det afsluttede år,« fortæller Jan Bøgh.

Jysk-koncernen, der har eksisteret i 38 år, har i sensommeren totalt rundet butik nummer 2.500. Ejer og bestyrelsesformand Lars Larsen har for kort tid siden sagt til Finans, at hans ambition er en fordobling inden for en årrække.

Først om et par måneder vil den samlede Jysk-koncern - med Jysk Nordic, Dänisches Bettenlager samt Jysk Franchise - fremlægge årsregnskabet.

Indtil da vil Jan Bøgh heller ikke sætte tal på, hvad salgsvæksten i 2016/17 betyder for indtjeningen i Jysk Nordic og dermed årets overskud. Han siger dog nu:

»Det kan ikke blive helt ringe. Vi bliver nok godt tilfredse, når vi er færdige med at lukke alle bøgerne og kan melde om resultatet.«

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også