Fortsæt til indhold

Bilproducenter kæmper om at kapre kvindelige bilkøbere

Fra juni 2018 må kvinder køre bil i Saudi-Arabien. Det har åbnet et helt nyt marked for bilproducenter.

Erhverv

Der åbnede sig et stort marked for verdens bilforhandlere, da Saudi-Arabiens Kong Salman for nylig udstedte et dekret, som tillod landets kvinder at køre bil. I dette øjeblik blev omtrent ni mio. mennesker potentielt nye bilkøbere fra juni 2018, hvor lovgivningen træder i kraft. Det har sat gang i annoncer og reklamer fra bilproducenter målrettet kvinder fra det mellemøstlige land. Det skriver flere medier, herunder Bloomberg.

Flere af verdens mest prominente bilproducenter har benyttet sig af det sociale medie Twitter som led i deres respektive reklamekampagner, ofte ledsaget af hashtagget #SaudiWomenCanDrive. En af disse er mærket Mini, som har publiceret et kort videoklip af en bil, som forlader en parkeringsplads. Da bilen kører væk, bliver det klart, at der står "Reserved for Women" (reserveret til kvinder, red.) på asfalten.

Også britiske Land Rover har kastet sig ind i kampen om fremtidens kvindelige, saudiarabiske bilkøbere. På mærkets Twitter-profil er der lagt et billede op af en kvindetaske med telefon, læbestift, ur, parfume, solbriller m.m. samt en bilnøgle - igen ledsaget af selvsamme hashtag og teksten "Adventure awaits you" (Eventyret venter på dig, red.).

Tyske Volkswagen gjorde kunsten efter og uploadede et billede med teksten "My turn" (min tur, red.). På hver siden af teksten er der en henna-tatoveret hånd, som ser ud til at holde på et rat.

»Welcome to the driver's seat,« (velkommen til føresædet, red.), skrev Ford Middle East via sin Twitter-profil, hvor teksten ledsages af et mørkt billede og en kvindes øjne, som ses i et bakspejl placeret midt i billedet.

Også bilproducenterne Toyota og Nissan har benyttet sig af Twitter for at tiltrække potentielle kvindelige kunder.

Saudi-Arabien var frem til tirsdag det eneste land i verden, som forbød kvinder at køre bil. Ophævelsen af forbuddet kommer som et led i en større strategi, som sigter på at diversificere Saudi-Arabiens økonomi og gøre den mindre afhængig af olieindtægter.

De seneste år har der været gennemført en del protestaktioner mod forbuddet. Og her var de sociale medier allerede et vigtigt værktøj for aktivister, som krævede reformer på området. Eksempelvis har kvindeaktivister lagt fotos og videoklip op på Youtube med saudiarabiske kvinder, der trodser lovgivningen og kører bil.

Artiklens emner
Ford
Volkswagen